
6,6
Selen i novellen
You2Toys Universal Harness
O-ringssele med tre udskiftelige metalringe på 4, 5 og 6 centimeter og et taljebånd, der kan gå op til 155 centimeter. Dildoen sælges separat.
Laveste pris 140 DKK
Pris tjekket 26. september 2026
Novelle · Par
Freja har gemt en pakke bag glasurkrukkerne i værkstedet. Signe åbner den, bliver stille længe – og finder så en kuglepen frem.
Regnen havde stået på siden frokost, og værkstedet lugtede af den: våd ler, fugtig beton, den svage varme fra keramikovnen, der kølede af i hjørnet. Freja sad ved drejeskiven med ærmerne smøget op til albuerne og en skål foran sig, der nægtede at blive rund.
– Du har ler i håret, sagde Signe henne fra døren.
– Jeg har ler overalt. Det er ligesom pointen.
Signe satte mappen fra sig på den eneste stol, der ikke var dækket af avispapir, og hængte frakken på knagen ved siden af Frejas forklæder. Hun kom direkte fra en forhandling; det kunne ses på den måde, hun holdt skuldrene på, som om hun stadig sad ved et bord og ventede på, at modparten skulle blinke først. Fire måneder havde de været sammen nu, og Freja havde lært, at der gik cirka tyve minutter, før den holdning slap. Nogle gange mindre, hvis man hjalp til.
– Der ligger en pakke på hylden, sagde Freja uden at se op. Bag glasurkrukkerne.
– Til mig?
– Til os. Sådan cirka.
Skiven snurrede. Freja holdt tommelfingrene mod skålens kant og mærkede, hvordan den endelig gav sig, hvordan væggen rejste sig jævn og tynd mellem hendes hænder. Bag sig hørte hun papkassen, tapen, der slap med en rivende lyd, og så ingenting overhovedet. Stilheden varede så længe, at hun til sidst måtte slukke drejeskiven og vende sig om.
Signe stod med en sort sele i den ene hånd og en tung, lys silikonedildo i den anden, og hun holdt dem nogenlunde, som man holder to bevisgenstande, man ikke har fået nogen instrukser om.
– Okay, sagde Signe.
– Okay godt, eller okay som i »jeg ringer til min advokat«?
– Jeg er min advokat. Hun vendte dildoen og lod den veje i håndfladen. Den er … ambitiøs.
– Den er silikone hele vejen igennem, sagde Freja. Blød udenpå og stiv indeni. Jeg har læst op på det. Jeg læste op på det i tre aftener, faktisk, og så tænkte jeg, at hvis jeg læste en aften mere, ville jeg aldrig turde bestille.
Signe lo – den korte, overraskede latter, som Freja holdt af mere end næsten noget andet ved hende. Så satte hun sig på skamlen ved siden af drejeskiven, med tingene i skødet, og så på Freja med det blik, hun havde, når hun virkelig lyttede.
– Fortæl, sagde hun. Hvad tænkte du?
Freja tørrede hænderne i forklædet, hvilket ikke hjalp. Leret var tørret ind i revnerne omkring neglene, gråt og ru.
– Du sagde noget. I sommer, på altanen, da vi havde drukket al teen, og det begyndte at lysne, og ingen af os gad gå i seng. Du sagde, at du nogle gange savnede at blive fyldt ud. Taget, sagde du. Og så blev du flov og sagde, at det lød som en dårlig roman.
– Det lød som en dårlig roman.
– Det lød som dig. Freja trak vejret dybt. Og jeg tænkte, at jeg gerne vil være den, der gør det. Ikke for at erstatte noget. Fordi jeg gerne vil se dig sådan. Men kun hvis du har lyst. Har du ikke lyst, stiller jeg den ved siden af glasurerne og kalder den en skulptur.
Signe var stille et stykke tid. Regnen trommede på ovenlysvinduet. Hun satte dildoen fra sig på arbejdsbordet – den blev stående af sig selv på sin sugekop, ret og alvorlig mellem to ubrændte vaser, hvilket fik dem begge til at fnise – og foldede selen ud i skødet. Tre metalringe klirrede i en lille pose.
– Tre ringe, sagde hun.
– Fire, fem og seks centimeter. Man vælger den, der passer.
– Du har virkelig læst op på det.
– Tre aftener.
Signe fingererede ved spænderne. Freja kunne se tankerne bevæge sig bag hendes øjne: hvordan hun vejede, afprøvede, omformulerede.
– Jeg har lyst, sagde Signe til sidst. Jeg tror, jeg har rigtig meget lyst. Men jeg er seksogtredive og har aldrig gjort det her før, og jeg ved ikke, hvordan min krop vil reagere, og jeg vil ikke have, at det bliver en præstation. Jeg har rigeligt med præstationer.
– Så gør vi det ikke til en.
– Hvordan?
Freja tænkte sig om.
– Du er jo jurist, sagde hun. Skriv betingelser.
Signe kiggede på hende. Så rakte hun ud efter kuglepennen, der lå mellem glasurprøverne, og det første stykke papir, hun kunne finde – en brun pose fra bageren på hjørnet – og begyndte at skrive med sin pæne, skrå håndskrift.
– Punkt et, læste hun højt, mens hun skrev. Hver af parterne kan til enhver tid afbryde uden at angive grund.
– Godkendt.
– Punkt to. Ordet for at stoppe er »pause«. Ikke »nej«, for jeg siger nej, når jeg mener herregud, og det ved du.
– Det ved jeg.
– Punkt tre. Det er tilladt at grine.
– Nødvendigt, nærmere.
– Punkt fire. Hun tøvede med pennen over papiret. Vi begynder med dine hænder. Og den der – hun nikkede mod arbejdsbordet – kommer først ind i billedet, når jeg siger til.
Freja tog pennen ud af hånden på hende og tilføjede et femte punkt med sine lerplettede fingre, der efterlod grå aftryk på det brune papir: Masser af glidecreme. Vandbaseret. Silikone mod silikone er ingen god idé.
Signe læste og smilede.
– Tre aftener, sagde hun.
– Det har jeg jo sagt.
Signe foldede posen sammen og stak den i blazerens inderlomme, hvor hun plejede at have sine visitkort.
– Lørdag, sagde hun. Hos mig. Jeg har bedre sengetøj.
Signes lejlighed lå øverst i et gammelt stenhus, med skråvægge og et vindue ud mod gården, hvor regnen samlede sig i tagrenderne og snakkede med sig selv. Freja havde været der mange gange, men i aften så hun det hele, som var det første gang: lampen med sit gule skær, sengen med det hvide sengetøj, Signe havde pralet af, den brune pose med betingelserne, der lå glattet ud på natbordet under et glas vand.
De havde vasket dildoen op sammen i køkkenet, i lunkent vand og sæbe, og det havde været mere intimt, end Freja havde troet: Signes hænder om silikonen, hendes egne om Signes, latteren, da den gled ud af grebet og hoppede i vasken med en lyd, der fik naboens hund til at gø. Nu lå den på et håndklæde på sengen ved siden af selen og en flaske vandbaseret glidecreme.
– Dig først, sagde Signe. Jeg vil se, hvordan den sidder.
Freja trak trøjen og jeansene af og stod der i bare trusser, pludselig bevidst om hver eneste centimeter hud. Hun steg i selen, trak den op over lårene og spændte taljebåndet. Det tog tre forsøg at få benremmene rigtigt, og ved det andet sad hele konstruktionen så skævt, at metalringen pegede lige mod klædeskabet.
– Den sigter på dine vinterstøvler, sagde Freja.
– De må klare sig selv.
Hun valgte femcentimetersringen og trykkede dildoen igennem den nedefra, til sugekoppen tog imod mod pladen. Den sad. Hun slap den forsigtigt, og den blev stående, tung og lys mod hendes mave, og bevægede sig kun, når hun trak vejret.
Signe havde sat sig på sengekanten. Hun sagde ingenting, og Freja var på vej til at spøge stilheden væk, da hun så Signes ansigt: det åbne, næsten forbløffede blik, læberne, der var gledet fra hinanden.
– Kom herhen, sagde Signe lavt.
Freja gik hen til hende. Signe lagde hænderne på hendes hofter, lige over remmene, og trak hende tættere på, til dildoen hvilede mod hendes brystben. Hun lænede hovedet tilbage og så op.
– Hvordan føles det? spurgte hun.
– Mærkeligt. Godt. Som at have en andens tøj på og opdage, at det passer.
– Du ligner en, der bestemmer ting.
– Det gør jeg ikke. Du skrev betingelserne.
– Punkt fire, sagde Signe. Begynd med hænderne.
Hun lagde sig på ryggen, og Freja fulgte efter, knælede mellem hendes ben med selen på, og det første minut var klodset på den måde, der bare er øm: dildoen, der kom i vejen, når hun lænede sig frem for at kysse hende, Signe, der fnisede mod hendes mund, Freja, der til sidst måtte skubbe den til side med hånden, som en gren man bøjer væk på en skovsti.
Så holdt de op med at grine.
Freja kyssede hendes hals, kravebenene, den bløde hud under brysterne. Signe duftede af sin sæbe og af noget varmere under den, noget, der bare var hende. Hendes vejrtrækning forandrede sig, da Freja trak trusserne ned over hofterne – blev langsommere, dybere – og da Freja lod fingrene glide hen over hende, var hun allerede våd og varm som en kop, man holder om med begge hænder.
– Okay? hviskede Freja.
– Mere end okay.
Hun rørte ved hende længe. Kredsede, gled, lod to fingre søge ind og blive der, bøjede, mens tommelfingeren blev liggende mod klitoris. Signe bevægede hofterne mod hendes hånd, først forsigtigt, så mindre forsigtigt. Regnen slog mod vinduet. Et sted i huset tændte nogen for en bruser, og lyden gik gennem rørene i væggene som et fjernt vandfald.
– Nu, sagde Signe til sidst. Stemmen var tyk. Jeg vil have den nu.
Freja trak fingrene ud, langsomt, og rakte ud efter glidecremen. Hun hældte den i håndfladen og varmede den et øjeblik, før hun strøg den langs dildoen, fra spidsen ned mod ringen, og Signe så på, støttet på albuerne, med røde kinder.
– Det der, sagde Signe, er det mest sexede, jeg har set i hele mit liv.
– Jeg smører et stykke legetøj ind.
– Præcis.
Freja rykkede tættere på, lagde sig til rette mellem Signes lår og styrede spidsen med hånden, til den hvilede mod hende. Dér stoppede hun.
– Sig til, sagde hun.
– Langsomt.
Hun pressede, knap nok. Mærkede modstanden og så, hvordan den gav efter, hvordan Signe åbnede sig om den, og hun så det mere, end hun mærkede det. Det var det underligste: at bevæge sig og ikke mærke noget i selve legetøjet, men mærke alt andet. Signes lår, der spændte mod hendes hofter. Den lille lyd i Signes hals. Remmene, der strammede, og pladen, der pressede mod hendes eget skambén.
– Hvordan føles det?
– Stort, sagde Signe og åndede ud. Vent.
Freja ventede. Hun holdt sig helt stille, med hænderne på hver sin side af Signes skuldre, og så Signe lukke øjnene og trække vejret. Tre gange. Fire.
– Okay, sagde Signe. Lidt mere.
Det tog tid, og Freja havde ikke travlt. Hun havde siddet ved drejeskiven i elleve år og vidste, at det, man tvang, revnede; man ventede på materialet og lod det komme til en. Hun gled en centimeter ad gangen, stoppede, trak sig lidt tilbage, kom lidt længere, og da hun til sidst lå stille mod Signe, hofte mod hofte, hørte hun Signe le lavt og forundret lige ud i rummet.
– Punkt tre, sagde Signe. Undskyld. Det er bare så … fyldt.
– Godt fyldt?
– Så godt.
Freja begyndte at bevæge sig. Kort og langsomt først, knap mere end en vuggen, og Signe svarede med hofterne. Rytmen fandt dem snarere end omvendt. Ved hver bevægelse gned pladen mod Freja selv, et stumpt og stædigt tryk, der byggede noget op i hende også, og det havde hun ikke regnet med – hun havde troet, at det her skulle handle om Signe. Men det handlede om dem begge. Om Signes negle i hendes ryg og hendes eget åndedræt, der blev kortere og kortere.
– Dybere, sagde Signe. Og så: – Nej – herregud – nej, bliv ved, det var et herregud-nej.
– Jeg ved det, sagde Freja og kunne ikke lade være med at smile. Det står i aftalen.
Signe førte sin egen hånd ned mellem dem og kælede for sig selv, hurtigt og præcist, og Freja så på, mens hun bevægede sig i hende med dybe, langsomme stød, som Signe mødte, og tænkte, at hun aldrig havde set noget så smukt: kvinden fra forhandlingsbordet, helt opløst, med hovedet kastet bagover mod det fine sengetøj og håret spredt ud som blæk.
Signe kom med en lyd, Freja aldrig havde hørt fra hende før, lang og brudt, og kroppen lukkede sig om dildoen, så Freja mærkede det helt ind i selen, gennem pladen, som en bølge, der går gennem en badebro. Freja holdt sig stille gennem det og holdt om hende, og da Signe til sidst sank ned i madrassen og trak vejret rystende, trak hun sig ud, langsomt, langsomt, mens Signe greb efter hendes håndled.
– Bliv, sagde Signe. Ikke i mig. Her.
Freja lagde sig ved siden af hende med selen stadig på, og dildoen vippede latterligt op mod loftet, og de grinede, så sengen rystede.
Bagefter stod de på badeværelset i hver sit håndklæde. Freja vaskede dildoen i håndvasken med lunkent vand og sæbe, grundigt, og Signe sad på toiletlåget med selen i skødet og tørrede den af med en fugtig klud, spænde for spænde, som om hun arbejdede sig gennem et bilag.
– Den må ikke nedsænkes i vand, sagde Freja. Bare tørres af.
– Tre aftener, sagde Signe.
– Fire, hvis man tæller i aften med.
Signe hængte selen over radiatoren og blev stående med hånden på den. Hun så på Freja i spejlet, og Freja så, at skuldrene var nede nu, helt nede, som de sjældent var.
– Jeg vil gerne lave et tillæg til aftalen, sagde Signe.
– Nu?
– Nu.
Hun gik ud i soveværelset og kom tilbage med den brune pose og kuglepennen og skrev med papiret mod fliserne. Så rakte hun den over. Under Frejas lerplettede femte punkt stod der nu, med den pæne, skrå håndskrift:
6. Næste gang er det mig, der har den på.
Freja læste det to gange. Så foldede hun posen sammen og lagde den i Signes hånd.
– Godkendt, sagde hun.
Novelle · Par
Rasmus har læst om prostata. Meget. Han har endda en mappe. Nu vil han vide, hvad det er, han næsten når – sammen med Mads.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.