Novelle · Par
Rasmus har læst om prostata. Meget. Han har endda en mappe. Nu vil han vide, hvad det er, han næsten når – sammen med Mads.
Bouillonen havde stået på komfuret siden halv syv. Mads havde ristet benene i ovnen, mens det stadig var mørkt udenfor, ladet dem tage farve, til køkkenet duftede som en restaurant lige efter lukketid, og så lagt dem i den store gryde med løg, gulerødder, et stykke selleri og så meget vand, at det næsten nåede kanten. Nu simrede den så svagt, at overfladen kun lige dirrede. Det var hans søndag: otte timer, ingen vagtplan, ingen bestilling, der skulle ud til bord fire.
Rasmus sad ved køkkenbordet i morgenkåbe med en kop kaffe, han var holdt op med at drikke af. Han havde en bog slået op foran sig, men havde ikke vendt en side i et kvarter. Mads havde bemærket det på samme måde, som han bemærkede, når nogen i køkkenet holdt lidt for hårdt om kniven.
– Du læser ikke, sagde Mads.
– Jeg læser.
– Du har været på den samme side, siden jeg skummede første gang.
Rasmus slog bogen i. Han var treogtredive, bibliotekar og havde et ansigt, der let blev rødt, hvilket han selv hadede, og Mads elskede. Nu blev det rødt.
– Jeg har en forespørgsel, sagde Rasmus. Den handler ikke om mad.
– Alt handler om mad.
– Ikke denne gang.
Mads skruede et hak ned for varmen, selvom det ikke var nødvendigt, og kom og satte sig over for ham med viskestykket stadig over skulderen. De havde boet sammen i tre år. Han kendte Rasmus godt nok til at vide, at det her var forberedt; Rasmus forberedte alt. Han satte faneblade i sine kogebøger.
– Okay, sagde Mads. Jeg lytter.
Rasmus drejede kaffekoppen en omgang rundt på bordpladen.
– Du ved, at jeg aldrig rigtig har brudt mig om penetration. At det har føltes mere som noget, jeg burde kunne lide, end noget, jeg faktisk kan lide.
– Det ved jeg. Og det har aldrig betydet noget.
– Jeg ved godt, at det ikke har betydet noget. Det er ikke det. Han trak vejret dybt. Jeg har læst om prostata.
Mads ventede.
– Meget, sagde Rasmus. Jeg har læst virkelig meget. Jeg har en mappe.
– Selvfølgelig har du en mappe.
– Og jeg har prøvet. I bruseren, for noget tid siden. Bare en finger. Og det var – han ledte efter ordene, og Mads kunne se, hvad det kostede ham – det var ligesom, når man har et ord på tungen. Som om der var noget dér, som jeg næsten nåede, men ikke helt. Og jeg vil vide, hvad det er. Med dig.
Der blev stille i køkkenet, bortset fra den svage simren i gryden. Mads rakte ud over bordet og tog hans hånd.
– Hvad har du brug for fra mig? spurgte han.
– At du ikke griner.
– Jeg griner ikke.
– Du smiler.
– Jeg smiler, fordi du har en mappe, sagde Mads. Ikke af dig. Aldrig af dig. Vis mig mappen.
Rasmus hentede computeren. Det var virkelig en mappe, med undermapper. De sad tæt sammen og læste, skulder mod skulder, mens bouillonen blev mørkere på komfuret, og køkkenvinduet duggede til. Det viste sig, at Rasmus allerede havde valgt: en Rocks-Off O-Boy, den mindste og letteste i sin serie, slank, med en bred base, der ikke kunne glide for langt ind, og en lille motor i den ydre del, den, der skulle ligge an mod perineum.
– Producenten kalder den en begyndermodel, sagde Rasmus. Det lød som en god start.
– Starten er god, sagde Mads. Alt, hvad jeg laver, begynder med, at man ikke har travlt.
Han trykkede på knappen og bestilte, før Rasmus nåede at fortryde, og så rejste han sig og skummede gryden igen, selvom det heller ikke var nødvendigt.
Pakken kom en onsdag, og Rasmus ventede med at åbne den, til Mads kom hjem lidt over midnat med duften af brunet smør og frituregryde i håret. De åbnede den ved køkkenbordet, som var det en forsendelse, man ikke helt stolede på.
Legetøjet var mindre, end Mads havde forestillet sig. Glat og fløjlsblødt, med en afrundet spids, en smal hals og en bredere ydre del med små knopper, og i en kanal gennem basen sad en lille cylinder stukket ind. Han vejede den i hånden. Den vejede næsten ingenting.
– Den er sød, sagde han.
– Sig ikke sød.
– Den er sød på en respektindgydende måde.
Han trykkede på knappen. Der skete ingenting. Han trykkede igen.
– Den er i stykker.
– Den har en isoleringsstrimmel, sagde Rasmus og tog den fra ham. Mellem batteriet og kontakterne. Så batteriet ikke aflades på lageret.
Han skruede låget af cylinderen, trak en gennemsigtig plaststrimmel ud og skruede låget på igen, omhyggeligt, med tre ekstra små drej. Mads trykkede på knappen igen. Ingenting.
– Den er stadig i stykker.
– Hold den inde, sagde Rasmus. Tre, fire sekunder. Det er en rejselås.
– Hvordan ved du det?
– Mappen.
Mads holdt knappen inde, talte stille, og på fire vågnede den i hans hånd med en summen, der fik dem begge til at fare sammen. Klokken var halv et en onsdag nat, og de sad i køkkenet og grinede, så Rasmus måtte tørre øjnene i ærmet på morgenkåben. Mads klikkede videre gennem indstillingerne. Summen. Puls. Hurtigere puls. Noget, der lød som en humlebi i en tændstikæske.
– Tilbage til den forrige, sagde Rasmus.
– Det kan man ikke. Den kan kun gå fremad.
– Så må du tage hele runden.
– Det er en rundkørsel, sagde Mads og klikkede sig hele vejen rundt, til de var tilbage, og så grinede de igen.
Så slukkede han den og lagde den på bordet mellem dem, og latteren ebbede ud, og noget andet tog dens plads.
– Ikke i nat, sagde Rasmus. Du er træt. Og jeg vil have tid.
– Søndag, sagde Mads. Så har vi en hel dag.
Batteriet var af en slags, der hverken fandtes i supermarkedet eller på tanken. Det stod også i mappen, at man burde købe reserver. Mads fandt dem til sidst hos en lille isenkræmmer på vej på arbejde dagen efter, et kort med to stykker, og købte tre kort for en sikkerheds skyld. Han bar dem i brystlommen på kokkejakken hele aftenen, og hver gang han mærkede dem dér, smilede han ned i saucen.
Om søndagen stod bouillonen på komfuret igen. Ved syvtiden om aftenen duftede hele lejligheden af den, mørkt og sødt og salt, og vinduerne var duggede helt op til toppen.
De tog brusebad sammen først. Mads vaskede legetøjet under hanen med lunkent vand og mild sæbe – ikke opvaskemiddel, havde Rasmus sagt, med mappens autoritet – og tjekkede, at låget sad fast, før han skyllede det af. Så vaskede han Rasmus, langsomt, ryggen og skulderbladene og lænden, til Rasmus lænede panden mod fliserne og holdt op med at tale.
I soveværelset havde Rasmus lagt et håndklæde over lagenet. På natbordet stod en flaske vandbaseret glidecreme, legetøjet og et glas vand. Lampen var skruet så langt ned, som den kunne. Han satte sig på sengekanten i bare underbukser og så ud, som han gjorde før et foredrag, han selv skulle holde: samlet og rædselsslagen.
– Jeg er nervøs, sagde han.
– Det ved jeg.
– Tænk, hvis det ikke føles af noget. Tænk, hvis jeg har læst tre hundrede sider om ingenting.
Mads satte sig ved siden af ham.
– Bouillonen har otte timer, sagde han. Den bliver ikke bedre af, at jeg skruer op for varmen. Vi har også otte timer. Og føles det ikke af noget, så spiser vi bouillon, og du har stadig den bedste mappe i byen.
Rasmus lo, og skuldrene sank en centimeter.
– Læg dig på maven, sagde Mads.
Han begyndte med ryggen. Bare hænderne, tørre og varme, i lange strøg fra nakken og ned langs rygsøjlen, ud over hofterne, op igen. Han trykkede tommelfingrene ind i musklerne omkring skulderbladene, til Rasmus stønnede ned i puden, og så længere nede, i lænden, i den bløde fordybning over ballerne. Han tog sig god tid. Han mærkede, da Rasmus holdt op med at holde igen, da vejrtrækningen blev længere og kroppen tungere mod madrassen, som når en dej holder op med at være spændstig og begynder at give efter.
Han trak underbukserne ned, og Rasmus løftede hofterne for at hjælpe.
– Okay indtil videre? spurgte Mads.
– Mm.
– Er det et ja?
– Det er et ja.
Mads hældte glidecreme i hånden, rigeligt, og varmede den mellem fingrene. Mappen havde været tydelig på det punkt, og han havde ikke tænkt sig at spare. Han lod først hånden hvile mod Rasmus uden at bevæge den, bare varme og tyngde, og så begyndte han at kredse, langsomt, udenpå. Rasmus åndede ud, langt.
– Sig til, hvis du vil have, at jeg stopper.
– Jeg siger til.
Han kredsede, indtil Rasmus selv pressede sig mod hånden. Så lod han en finger glide ind, bare et stykke, og blev dér. Rasmus spændte op og gav slip igen, og Mads ventede, til han mærkede det ske indefra, den bløde eftergivenhed.
– Hvordan er det?
– Mærkeligt. Ikke dårligt. Mærkeligt.
Mads lod fingeren glide dybere ind og bøjede den forsigtigt mod navlen, sådan som mappen havde beskrevet det, og mærkede noget: et fastere punkt, afrundet, som en kastanje under huden. Han trykkede, knap nok.
Rasmus udstødte en lyd, han aldrig havde lavet før.
– Dér, sagde han ned i puden. Det er det. Det er ordet.
Mads smilede i mørket og fortsatte, let, rytmisk, og Rasmus' hofter begyndte at bevæge sig mod hånden, og der gik lang tid, før nogen af dem sagde mere.
– Jeg vil prøve den nu, sagde Rasmus til sidst. Stemmen var grov. Men jeg vil gøre det selv. I hvert fald først.
Han lagde sig om på siden med det øverste knæ trukket op. Mads smurte legetøjet grundigt ind, mere glidecreme, end han troede var nødvendigt, og så lidt til, og lagde det i Rasmus' hånd. Han lagde sin egen hånd ovenpå og fulgte med uden at styre.
Spidsen gled lettere ind, end han havde ventet. Rasmus stoppede ved halsen, trak vejret, fortsatte. Den bredere ydre del lagde sig til rette mod huden bag pungen og blev dér af sig selv, stille, og Rasmus slap og lå helt tavs.
– Okay? hviskede Mads.
– Den sidder, sagde Rasmus. Den trykker lige dér. Uden at jeg behøver at gøre noget.
– Vil du have, at jeg tænder den?
Et øjebliks tøven. Så:
– Ja. Laveste.
Mads holdt knappen inde og talte stille til fire. Summen var lav, næsten ingenting, men han så den gå gennem Rasmus' krop som strøm gennem en ledning. Rasmus greb fat i lagenet.
– Åh, sagde han. Og så ikke mere i lang tid.
Mads lagde sig tæt ind bag ham, bryst mod ryg, og kyssede hans nakke og lod hånden vandre frem over hans mave og ned. Rasmus var hård, hårdere end Mads kunne huske, at han havde været længe, og da Mads lukkede hånden om ham, krummede hele hans krop sig bagud mod Mads'.
– Næste, sagde Rasmus. Næste indstilling.
Mads klikkede. Pulsen kom i bølger, og Rasmus trak vejret i takt med den, og det var godt, det var rigtig godt, og Mads klikkede igen, da han bad om det – og den nye indstilling var hård og hakkende, og Rasmus råbte »nej, nej, forkert«, og Mads mærkede latteren boble op i dem begge på samme tid.
– Rundkørslen, gispede Rasmus.
– Rundkørslen, sagde Mads og klikkede sig hele vejen rundt, af og på, tilbage til den bløde pulseren, og Rasmus grinede stadig, da latteren gik over i noget andet.
Det byggede sig langsomt op. Mads kælede for ham i samme langsomme takt som pulsen, pressede nu og da let mod den ydre del med håndfladen og spurgte, og Rasmus svarede med ja og mere og dér og til sidst slet ikke med ord. Det var ikke, som Mads havde set ham komme før. Det var dybere. Det begyndte længere inde og tog længere tid, som om noget steg op gennem ham i stedet for at løbe ud, og da det endelig nåede frem, rystede Rasmus, så sengen rystede med, lange bølger, den ene efter den anden, og han holdt fast i Mads' hånd med begge sine.
– Sluk, sagde han så. Sluk, sluk, vær sød.
Mads slukkede den med det samme. Stilheden var enorm. Han lod Rasmus selv, da han var klar, trække den langsomt ud og lagde den på håndklædet og trak dynen over dem begge.
Rasmus lå med ansigtet mod hans hals og trak vejret. Der gik flere minutter, før han sagde noget.
– Jeg fandt ordet.
– Hvad er det?
– Det siger jeg ikke. Det er mit.
Mads lo ind i hans hår.
– Næste gang, sagde Rasmus efter et stykke tid, vil jeg gøre det for dig. Hvis du har lyst.
Mads tænkte over det. Han tænkte på fingeren og kastanjen og lyden, Rasmus havde lavet.
– Det har jeg, sagde han.
Ved midnat siede Mads bouillonen. De stod i køkkenet i morgenkåber og drak den af skåle, varm og mørk og helt klar, mens legetøjet lå på et håndklæde på køkkenbordet, skyllet og tørt med låget skruet godt fast, og de tre kort med reservebatterier lå ved siden af som et løfte.
– Den er god, sagde Rasmus.
– Den har fået lov at tage tid, sagde Mads.
Novelle · Par
Freja har gemt en pakke bag glasurkrukkerne i værkstedet. Signe åbner den, bliver stille længe – og finder så en kuglepen frem.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
