Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
Altandøren stod på klem, og byen kom ind gennem sprækken: en sporvogn, der hvinede i et sving langt nede, en due, der gik frem og tilbage på rækværket med hænderne på ryggen, duften af grillet fisk fra nogen, der allerede var gået i gang med aftenen. Mikkel lå på hotelsengen i bare underbukser og læste højt af rejseguiden med den slags alvor, han ellers kun viede regneark.
– Her står, at man ikke skal spise på restauranter, hvor der står nogen udenfor og vinker en ind.
– Så spiser vi ikke der, sagde Sofie fra badeværelset.
– Og at man skal have gode sko på. Bakkerne er stejlere, end de ser ud.
– Mikkel.
– Ja?
– Læg bogen fra dig.
Det gjorde han. Hun kom ud i den mørkegrønne kjole, den med de tynde stropper, som hun havde købt til et bryllup for tre år siden og siden kun havde haft på én gang, fordi der aldrig havde været en anledning, der var god nok. Hun var fireogtredive og lyddesigner på et teater, og hun havde en evne til at stille sig i et rum, som om hun selv havde bestemt, hvor lyset skulle falde. Nu stillede hun sig i vinduet. Han satte sig op.
– Du er smuk, sagde han.
– Det ved jeg. Hun smilede. Jeg har noget til dig.
Det var en lille pakke, ikke større end et stykke sæbe, pakket ind i det brune papir, som boghandlen på hjørnet derhjemme brugte. Han vejede den i hånden. Den var let. Han åbnede den forsigtigt, sådan som han åbnede alting, og hun stod og trommede med fingrene på vindueskarmen.
Indeni lå en lille ting i sort silikone, afrundet og flad, nogenlunde som en tommelfinger. Og en separat del, en clips. Han vendte dem.
– Det er en Lovense Ferri, sagde hun. Den ene del ligger inden for trusserne. Den anden sidder udenpå og holder den fast med en magnet.
– Okay, sagde Mikkel langsomt. Han kiggede op. Og hvad skal jeg gøre med den?
Hun gik hen og tog hans telefon fra natbordet, låste den op med hans fødselsdag – han havde aldrig gidet ændre koden – og viste ham en app, han ikke havde vidst, at han havde.
– Jeg installerede den i går, mens du var i bad. Jeg har parret den. Du skal ikke gøre noget med legetøjet. Du skal gøre noget med mig.
Der blev stille et øjeblik. Duen på rækværket fløj sin vej. Mikkel så på skærmen, der viste en skyder og en række små ikoner, og så på hende. Hun var blevet rød, det kunne han se nu, en plet, der begyndte ved kravebenet og bredte sig opad.
– Du vil have, at jeg skal styre den. Under middagen.
– Hvis du har lyst.
– Hvis jeg har lyst, gentog han, og der var noget i stemmen, der fik hende til at grine.
De havde talt om det før, på den lidt undvigende måde, man taler om ting, man gerne vil, men ikke helt tør. En aften for et år siden, efter en film, havde hun sagt, at hun nogle gange tænkte på ikke at have kontrollen. Ikke for alvor, havde hun hurtigt tilføjet. Bare lidt. Bare som en leg. Han havde sagt, at han forstod, og hun havde ikke troet på ham, og så havde de ikke talt om det igen.
Nu satte hun sig på sengekanten ved siden af ham.
– Regler, sagde hun. Hvis jeg siger regningen, stopper du. Med det samme. Ingen diskussion, ingen spørgsmål om hvorfor. Hvis jeg banker to gange i bordet, skruer du ned. Og du spørger mig. Tit.
– Regningen, sagde han. Hvorfor regningen?
– Fordi det er det eneste ord, jeg kan sige på en restaurant, uden at nogen synes, det er mærkeligt.
Han nikkede. Så tog han hendes hånd, vendte den og kyssede indersiden af hendes håndled, hvor huden var tyndest.
– Og hvis jeg ikke vil? spurgte han. Hvis jeg synes, det er for meget?
– Så siger du det, og så spiser vi fisk og går hjem og sover. Hun så på ham. Jeg vil virkelig gerne det her. Men kun hvis du også vil.
Han så længe på den lille sorte ting i sin håndflade. Så rakte han den til hende.
– Gå ud og tag den på, sagde han. Vi har bord klokken halv ni.
Restauranten lå i en gyde så smal, at de kunne have rørt begge vægge på én gang. Der stod ingen udenfor og vinkede. Indenfor var der blå og hvide fliser fra gulv til loft, otte borde, en tjener med gråt skæg og forklædet bundet højt og et køkken, der kunne ses gennem en luge, hvor nogen sang falsk og glad.
De fik et bord ved væggen. Sofie satte sig med ryggen mod fliserne, der var kølige gennem kjolen, og Mikkel satte sig over for hende og lagde telefonen ved siden af sit glas med skærmen nedad, som om den var en hvilken som helst telefon.
Den første time gjorde han ingenting.
Hun opdagede, at hun ventede. De bestilte blæksprutte og brød og et glas hvidvin hver, og hun ventede. Han fortalte om en kollega, der var blevet gift med sin tandlæge, og hun grinede og ventede. Magneten sad, hvor den sad, en lille vægt mod hendes hofteben, som hun glemte og kom i tanke om, glemte og kom i tanke om. Hver gang han rakte ud efter vinglasset, spændtes noget i hende.
– Du er stille, sagde han.
– Du er ond.
– Jeg har ikke gjort noget.
– Netop.
Han smilede, og det var ikke hans sædvanlige smil, det lidt undskyldende, han havde, når han fortalte noget, han troede, hun havde hørt før. Det her var noget andet. Han vendte telefonen, kiggede på skærmen et sekund, som om han læste en besked fra arbejdet, og lagde den tilbage.
Det kom som en hvisken. Næsten ingenting. En svag, jævn summen lige der, hvor den lå, så let, at hun først ikke var sikker på, at den var virkelig. Så var hun sikker. Hun sad helt stille med gaflen halvvejs til munden.
– Okay? spurgte han lavt.
– Ja. Hun synkede. Ja. Grønt.
Blæksprutten kom, grillet og skinnende af olie og citron. Hun spiste. Summen fortsatte, lav og stædig, og det mærkelige var, at det ikke var for meget – det var for lidt. Det var, som om nogen holdt hånden en centimeter over hendes hud uden at røre hende. Hun opdagede, at hun flyttede sig på stolen for at komme tættere på. Hun opdagede, at han opdagede det.
Han talte om sporvognen, de skulle tage i morgen, den gule, der kørte op ad bakkerne, og hun hørte ikke et ord. Hun hørte kun en tone, eller troede, at hun gjorde, og hun spekulerede på, om parret ved nabobordet også kunne høre den under snakken og sangen fra køkkenet, og tanken gjorde det kun værre.
Så ændrede han noget.
Det holdt op med at være jævnt. Det blev en rytme, korte stød med pauser imellem, som et hjerte, der havde besluttet sig for at slå et andet sted. Hun lagde gaflen fra sig. Hun lagde hænderne fladt på dugen.
– Mikkel.
– Mm?
– Hvad laver du?
– Jeg læser vejledningen, sagde han og bladrede på skærmen med tommelfingeren. Der er flere mønstre. Jeg ved ikke, hvilket der er bedst. Jeg tænkte, at jeg ville prøve mig igennem dem. Metodisk.
Hun grinede højt, så et ældre par ved nabobordet kiggede op, og grinet gik midtvejs over i noget andet, en indånding, hun ikke havde planlagt. Hun holdt sig for munden. Han så på hende over bordet, og hans øjne var blevet mørke.
– Sig til, sagde han. Hvis det er for meget.
– Det er ikke for meget.
– Sig til alligevel.
Tjeneren kom og spurgte, om alt var i orden. Sofie sagde, at alt var fremragende. Lige da hun sagde fremragende, steg vibrationerne, et helt trin op, og ordet kom ud en halv tone for højt. Tjeneren nikkede venligt og gik. Hun sparkede Mikkel over skinnebenet under bordet, ikke hårdt.
– Undskyld, sagde han, og han så ikke det mindste angrende ud. Tommelfingeren smuttede.
– Din tommelfinger er aldrig smuttet i hele sit liv.
Hun bankede to gange i bordet. Straks faldt det, tilbage til hvisken, og hun åndede ud. Han sagde ingenting, han ventede bare, og hun holdt så meget af ham lige da, at det gjorde ondt et sted under ribbenene. Det var ikke legetøjet. Det var, at han lyttede. At han holdt i noget, der var hendes, og holdt forsigtigt på det.
De sad sådan et stykke tid. Den lave summen, maden, hans fod, der havde fundet hendes under bordet og lå ind mod den. Hun begyndte at vænne sig til det, og lige da hun havde vænnet sig til det, da hendes skuldre var sunket ned, og hun havde taget en slurk vand, lod han det stige igen, langsomt denne gang, trin for trin, og det var som at gå ud i havet på lavt vand og ikke mærke, hvor dybt det er blevet, før bølgen når brystet.
Hun holdt fast i bordkanten. Hun mærkede, hvordan det bredte sig, varmen, fra det lille punkt og udad, op i maven og ned i lårene, og hun mærkede sin egen puls i halsen og i håndleddene og der, frem for alt der. Fliserne mod ryggen var kolde, og alt andet var varmt.
– Sofie, sagde han meget roligt. Se på mig.
Hun så på ham.
– Vil du have dessert?
Hun forstod ikke spørgsmålet i første omgang. Så forstod hun det, og hun forstod, at han vidste præcis, hvor hun var, at han havde set det i hendes ansigt, som han havde set det tusind gange før, og at han nu ventede på, hvad hun ville sige. Det var det, der gjorde det. Ikke vibrationen. Spørgsmålet.
Tjeneren var på vej hen mod dem med menukortet under armen.
– Regningen, sagde hun. Tak. Regningen.
Det blev stille i samme sekund. Helt. Hun blev siddende og rystede lidt og mærkede, hvordan blodet ville fortsætte, selvom intet længere drev det, og Mikkel havde allerede vendt telefonen og lagt begge hænder på bordet, hvor hun kunne se dem.
– Sofie, sagde han, og nu var stemmen en anden, varsom. Er du okay?
Hun begyndte at grine. Hun kunne ikke holde op.
– Jeg mente faktisk regningen, sagde hun. Jeg vil hjem. Jeg vil hjem nu.
De gik op ad bakkerne, og rejseguiden havde ret, de var stejlere, end de så ud. Brostenene var blankslidte og gule i gadelygternes lys, og et sted over dem spillede nogen guitar på en altan. Hun holdt ham i hånden. Han havde stukket telefonen i inderlommen på jakken og ikke rørt den siden restauranten.
– Du kan godt tænde den igen, sagde hun på en trappe, hvor ingen kunne se dem.
– Nej, sagde han. Nu vil jeg se dig, når jeg gør det.
I elevatoren kyssede hun ham. Den var gammel, med en gitterlåge, man trak for, og den kørte så langsomt, at de nåede at glemme, hvilken etage de skulle til. Hans hånd lå på hendes ryg, på den nøgne hud mellem stropperne, og hun mærkede ham ånde mod hendes mund.
På værelset stod altandøren stadig på klem. Byen var blevet stillere. Hun sparkede skoene af og stod midt på gulvet og så på ham, mens han tog jakken af og tog telefonen frem og lagde den på natbordet med skærmen opad denne gang, så hun kunne se den.
– Må jeg? spurgte han.
Hun nikkede. Hun ville have, at han også skulle høre det.
– Ja.
Han rørte ved skyderen, og vibrationen kom tilbage, lav og blød, og hun lukkede øjnene. Han kom hen til hende og trak stropperne ned, den ene og så den anden, og kjolen gled ned over hofterne og blev liggende om hendes fødder som en grøn pøl. Hun stod der i trusserne, og den lille sorte magnet sad på sin plads, og han gik ned på knæ foran hende og kyssede huden lige over den.
– Den summer, sagde han mod hendes mave, overrasket. Jeg kan høre den nu.
– Lad være med at sige det. Jeg har siddet og tænkt på det hele aftenen.
– Derinde var der snakken og sangen fra køkkenet. Her er der stille.
Han løsnede forsigtigt magneten og lagde den og den lille vibrator på natbordet ved siden af telefonen, hvor de blev ved med at summe for sig selv, til han rakte ud efter telefonen og slukkede. Så trak han hendes trusser ned, og hun trådte ud af dem, og han kiggede op på hende, og hun tænkte, at hun aldrig nogensinde, på ni år, havde set ham se sådan ud.
Han kyssede hende på indersiden af låret. Så højere oppe. Han tog sig god tid, lige så metodisk, som han havde bladret sig gennem mønstrene, og hun lagde hånden i hans hår og mærkede, at hun var mere end klar, at hele middagen havde været en lang vej hertil, og da hans tunge fandt hende, var det, som om nogen skruede op for lyden i et rum, hvor alt allerede var for højt. Hun støttede sig til kommoden. En flaske shampoo væltede, og ingen af dem brød sig om det.
– Seng, sagde hun. Please.
Hun trak skjorten af ham, knapperne tog en evighed, og han grinede ad hendes utålmodighed og hjalp til. Han var varm og duftede af citron og af natten ude på gaden. Hun lagde sig på ryggen på det kølige lagen, og han lagde sig ovenpå, ikke i hende endnu, bare der, og hun mærkede, hvor hård han var mod hendes hofte.
Hun rakte ud efter toilettasken på natbordet og famlede den lille flaske glidecreme frem, en pjur Aqua, som hun havde pakket uden at sige noget om det, og hældte lidt i hånden og tog om ham. Han åndede ud gennem næsen, en lang, dirrende udånding, og lagde panden mod hendes.
– Du havde planlagt det her, sagde han.
– Jeg er lyddesigner. Jeg planlægger alt.
Han grinede ind mod hendes hals, og så holdt han op med at grine, for hun førte ham til sig, og han sank ind i hende langsomt, så langsomt, og hun løftede hofterne for at møde ham, og de lå sådan et stykke tid, helt stille, og mærkede bare efter.
– Okay? hviskede han.
– Grønt, hviskede hun tilbage, og han smilede mod hendes kind.
Så begyndte han at bevæge sig. Hun lagde benene om ham. Hun ville ikke have det langsomt længere, og hun sagde det, og han lyttede også til det, præcis som han havde lyttet til alt andet hele aftenen. Det var hans rytme nu og ikke nogen apps, dybe, jævne bevægelser, der byggede op på det, hun allerede var fuld af, og hun mærkede det komme længe før, det kom, den samme langsomme stigning som på restauranten, havet, der bliver dybere, uden at man opdager det.
Hun rakte hånden ud og tog telefonen fra natbordet og trykkede den ind i hans hånd.
– Igen, sagde hun. Sæt den på igen. Jeg vil have begge dele.
Han så på hende et sekund, spørgende, og hun nikkede. Han trak sig ud af hende et øjeblik, og hun lagde den lille vibrator på plads mod sig selv med fingrene, den lå udenpå, præcis hvor den skulle, og da han kom ind i hende igen, pressede hans krop den ind mod hende, og han skruede et trin op for intensiteten med tommelfingeren, og så et til.
Det tog ikke lang tid derefter. Hun kom med ansigtet mod hans skulder og en lyd, hun ikke genkendte som sin egen, og det blev ved længe, i bølger, og han holdt hende igennem det og holdt ikke op med at bevæge sig, før hun sagde hans navn, og så kom han også, tungt og med hendes navn i munden, og telefonen gled ud af hans hånd og ned på gulvet, hvor den blev liggende og summede mod tæppet, til hun rakte ud over sengekanten og slukkede den.
Bagefter lå de i den stribede strimmel gadelys, der faldt ind gennem altandøren. Nogen gik forbi nede på gaden og sang. Mikkel lå med hovedet på hendes mave, og hun lod fingrene glide gennem hans hår.
– Jeg glemte at spørge om en ting, sagde han efter lang tid.
– Hvad?
– Hvad sker der, hvis jeg siger regningen?
Hun løftede hovedet og så på ham.
– Så stopper jeg, sagde hun. Med det samme. Er der noget, du gerne vil have, at vi gør?
– Ikke i aften. Han vendte sig og kyssede hende på maven. Men i morgen tager vi den gule sporvogn op ad bakkerne. Og jeg tænkte, at du kunne have den på. Og at du kunne holde telefonen.
Hun sagde ingenting et stykke tid. Så begyndte hun at smile, langsomt, i mørket.
– Giv mig din tommelfinger, sagde hun. Jeg skal øve mig.
Før de faldt i søvn, stod hun op og skyllede den lille vibrator i håndvasken med lunkent vand og sæbe og lagde den til tørre på et håndklæde ved siden af hans tandbørste. Han lå i sengen og så på hende gennem døråbningen. Udenfor blev himlen over havnen langsomt grå, og de havde tre dage tilbage.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Rollespil
Efter syv år sammen beslutter Camilla og Mikkel sig for at lege med magt – grundigt forberedt, med lister, stopord og en kjole, der knirker, når hun bevæger sig.
Novelle · Par
Rasmus har læst om prostata. Meget. Han har endda en mappe. Nu vil han vide, hvad det er, han næsten når – sammen med Mads.
