Novelle · Rollespil
Efter syv år sammen beslutter Camilla og Mikkel sig for at lege med magt – grundigt forberedt, med lister, stopord og en kjole, der knirker, når hun bevæger sig.
Camilla havde fundet en linjeret blok og en blyant frem, og det var dét, der fik Mikkel til at grine.
– Du ser ud, som om du skal afhøre mig, sagde han.
– Jeg skal forhandle med dig. Det er noget andet.
Hun var femogtredive og arbejdede som tolk ved retten, og hun havde en faglig deformation, hun selv kaldte ordrespekt: Hun troede ikke på ting, som ingen havde sagt højt. Det var søndag formiddag, regnen løb ned ad køkkenvinduet, og kaffen var nået at blive lunken. Mikkel sad over for hende i den gamle strikketrøje, han nægtede at smide ud, med håret stående til alle sider efter badet. Han var seksogtredive, lydtekniker på et teater og vant til, at folk gav ham instrukser i mørke. Det var faktisk sådan, det var begyndt – en halvt spøgefuld bemærkning en aften i foråret, da hun havde sagt til ham, at han skulle ligge stille, og han havde gjort det, og de begge havde mærket, at luften i soveværelset forandrede sig.
Siden da havde det ligget der mellem dem. En fantasi, som ingen rigtig tog fat i.
Camilla tegnede tre kolonner på blokken. Ja. Måske. Nej.
– Vi starter med det nemme, sagde hun. Hvad er det, du vil? Ikke hvad du tror, jeg gerne vil høre.
Mikkel drejede koppen en omgang rundt på bordet.
– Jeg vil have, at du bestemmer. Over tempoet, især. At jeg ikke må skynde mig. At jeg skal vente på lov. Han tav, så smilede han skævt. Og jeg vil se dig i noget, der siger lyd, når du går.
– Siger lyd?
– Lak. Du ved. Den der lyd.
Hun skrev »lak« i ja-kolonnen og tegnede en lille stjerne ved siden af. Han så det og rødmede, og det kunne hun lide mere, end hun havde tænkt sig at indrømme.
– Og nej?
– Ikke noget, der gør rigtig ondt. Ingen grimme ord – jeg vil ikke have, at du kalder mig ting. Og ikke noget om halsen.
Hun skrev. Blyanten raspede mod papiret.
– Mine nej, sagde hun. Jeg vil ikke tvinges til at være led. Jeg kan godt være bestemt, men jeg vil ikke spille en, der foragter dig. Og jeg vil ikke have, at det går for hurtigt. Hvis jeg tager kommandoen, vil jeg have tid til at nyde det.
– Det lyder som en fornuftig arbejdsgiver.
– Jeg er en fantastisk arbejdsgiver.
De grinede begge to, og så blev der stille på en måde, der ikke var ubehagelig. Camilla lagde blyanten fra sig.
– Stopord, sagde hun. Gul betyder sæt farten ned, tjek hvordan det går. Rød betyder, at alt stopper, med det samme, uden diskussion og uden at nogen bliver sur. Hvis du ikke kan tale, banker du tre gange på mig eller på sengen.
– Og hvis du vil stoppe?
– Så siger jeg det samme. Det gælder begge veje.
Mikkel nikkede langsomt. Han rakte ud over bordet og tog blyanten ud af hånden på hende, slog en streg under »rød« og skrev »gælder altid« ved siden af. Hans håndskrift hældede, som om ordene havde travlt med at komme et sted hen.
– Så bestiller jeg en kjole, sagde Camilla.
Pakken kom om onsdagen. Camilla åbnede den i soveværelset med døren lukket og kaldte ikke på ham, før hun havde fået den på.
Det var en kort, ærmeløs kjole i sort vinyl, stram over brystet og taljen og derefter udsvajet i en nederdel, der sluttede et godt stykke over knæene. Den lugtede nyt, lidt skarpt, som en regnjakke, der aldrig havde været udenfor. Når hun drejede hofterne foran spejlet, kastede skørtet lyset tilbage i lange, blanke striber, og stoffet gav en lav, tør knirken fra sig, som læder, bare lysere.
Lynlåsen sad midt bagpå, og hun kunne ikke nå hele vejen op.
– Mikkel.
Han kom ind og blev stående i døråbningen. Der var noget i hans ansigt, hun aldrig rigtig havde set før – som om han var gået ind i det forkerte rum og havde besluttet sig for at blive.
– Træk den op, sagde hun uden at vende sig om.
Han stillede sig bag hende. Hun så ham i spejlet, så hvordan han tøvede med fingrene mod hendes nøgne ryg, før han tog fat i lynlåsen og førte den opad, tand for tand, så langsomt, at hun hørte hver eneste en. Da han var færdig, lod han hænderne blive liggende ved hendes talje. Vinylen var kølig under hans håndflader og blev varm næsten med det samme.
– Jeg sagde ikke, at du måtte røre mig, sagde hun blidt.
Han fjernede hænderne. Pustede ud gennem næsen. I spejlet mødtes deres blikke, og hun kunne se, at han smilede.
– Fredag, sagde hun. Klokken otte. Du dækker bord, du laver mad, og så venter du på mig i stuen.
– Og så?
– Så er det ikke din sag at vide.
Hun tog selv kjolen af, da han var gået, og hængte den på en bøjle på garderobedøren, hvor den hang i to dage og skinnede, hver gang en af dem gik forbi.
Om fredagen havde han lavet risotto og sat to stearinlys frem, og han havde byttet strikketrøjen ud med en sort skjorte, som hun engang havde sagt, at hun godt kunne lide. Han havde hørt hende i badeværelset i en halv time – vandet, hårtørreren, en skuffe, der blev åbnet og lukket – og nu sad han i sofaen med hænderne på knæene som en mand i et venteværelse og prøvede at lade være med at kigge ud mod gangen.
Han hørte hende, før han så hende. Knirkenen. En let, rytmisk lyd for hvert skridt, og under den hælene mod gulvet.
Hun havde sat håret op og malet læberne mørke. Kjolen sad, som den havde gjort i spejlet, men i levende lys var den noget andet: Den fangede flammerne og bar dem med sig, når hun bevægede sig, og skørtet svingede om lårene, som om det havde sin egen vilje. Hun standsede foran ham, så tæt på, at hans knæ næsten strejfede hendes.
– Farverne, sagde hun.
– Gul. Rød.
– Godt.
Mere talte de ikke om det. Men hun holdt hans blik et ekstra sekund, og han nikkede, som for at sige, at han var her og mente det, og først da lod hun sig selv synke ind i rollen, som i et varmt bad.
– Rejs dig.
Han rejste sig. Hun gik en tur rundt om ham, langsomt, og han kunne dufte hendes parfume blande sig med vinylens svage, rene plastiklugt. Hun knappede hans skjorte op én knap ad gangen, bagfra, med armene om ham og brystet presset mod hans ryg. Kjolen var kølig gennem skjorten, og han gøs.
– Du trækker vejret for hurtigt, hviskede hun ind mod hans nakke.
– Undskyld.
– Du skal ikke sige undskyld. Træk vejret langsommere.
Han prøvede. Hun trak skjorten af ham og lod den falde. Hendes negle gled ned ad hans ryg, let, og han måtte bide tænderne sammen for ikke at vende sig om og gribe fat i hende. Det var dét, der var legen, forstod han – ikke at hun bestemte, men at han ville og lod være. Hvert sekund, han holdt hænderne i ro, blev ladet med alt det, de ville gøre.
Hun førte ham ind i soveværelset med to fingre i hans bæltestrop. Dér skulle han selv tage resten af tøjet af, mens hun sad på sengekanten med benene over kors og kiggede. Hun sagde ikke noget om hans krop, hun kiggede bare, og det var mere end nok; han følte sig set på en måde, der både brændte og beroligede.
– Ned på knæ.
Tæppet var blødt under knæene. Hun lagde et ben over hans skulder, og skørtet faldt til side og afslørede, at hun ikke havde noget på indenunder. Han hørte sig selv gispe.
– Du må bruge munden, sagde hun. Ikke hænderne.
Han kyssede indersiden af hendes knæ, så et stykke højere oppe, og hun lod ham tage den tid, han ville – nej, rettede han sig selv, den tid, hun ville; hun holdt hånden i hans hår og styrede ham med små, præcise bevægelser, opad, til siden, stille. Hun smagte salt og varmt. Da han fandt det rigtige sted, stønnede hun lavt, og vinylen knirkede, da hun lænede sig tilbage på albuerne, og han tænkte, at han aldrig ville kunne høre den lyd igen uden at blive hård.
– Langsommere, åndede hun. Dér. Bliv dér.
Han blev dér. Hendes lår begyndte at dirre mod hans kinder, og hun trak ham tættere ind med hælen mod hans ryg, og da hun kom, gjorde hun det lydløst, med hele kroppen spændt og den ene hånd knuget hårdt om dynen. Han holdt sig i ro gennem det hele, sådan som hun havde lært ham, indtil hun slappede af og skubbede hans hoved væk med et let tryk mod panden.
Hun blev liggende lidt og trak vejret. Så satte hun sig op og smilede til ham, og det var et smil, der tilhørte hende, ikke rollen, og han elskede hende så højt, at det gjorde ondt et sted bag ribbenene.
– Op i sengen, sagde hun. På ryggen. Armene over hovedet.
Han lagde sig. Hun satte sig overskrævs på hans mave, og skørtet bredte sig ud over ham som sort vand. Hun tog hans håndled og lagde dem mod sengegavlen, ikke hårdt, bare bestemt.
– De bliver liggende dér, indtil jeg siger noget andet. Forstået?
– Forstået.
Hun rakte ud efter natbordet og tog flasken med glidecreme, den vandbaserede, de plejede at bruge, og varmede en klat mellem håndfladerne, før hun tog ham i hånden. Han spændte opad mod hendes hånd, og hun slap ham øjeblikkeligt.
– Stille.
Han sank tilbage. Hun begyndte forfra, og denne gang bevægede han sig ikke, selvom det var næsten umuligt; hendes hånd var glat og varm, og hun bevægede den med en slags uinteresseret langsomhed, som om hun havde al tid i verden, og han bare var noget, hun tilfældigvis holdt i. Det var det mest ophidsende, han nogensinde havde oplevet.
Så løftede hun sig og sænkede sig ned over ham, lidt ad gangen, og standsede halvvejs.
– Se på mig.
Han så på hende. Hun var mørk i lyset fra gangen, skinnende, med en løs hårtot hen over kinden. Hun tog ham ind resten af vejen i ét åndedrag, og de stønnede på samme tid.
Hun red ham langsomt med hænderne mod hans bryst. Hver bevægelse fik skørtet til at rasle og vinylen til at synge mod hans hofter, og hun holdt selv takten, stoppede, når han begyndte at møde hende nedefra, fortsatte, når han lå stille. Han knugede hænderne mod sengegavlen så hårdt, at knoerne blev hvide. Varmen krøb op i ham, hurtigere end han ville, og han mærkede, hvordan det begyndte at hælde mod kanten.
– Gul, sagde han.
Hun standsede med det samme. Ikke en bevægelse. Hun lænede sig frem og lagde hånden mod hans kind, og stemmen var en anden nu, hendes egen.
– Hej. Hvad sker der?
– Ikke noget skidt. Han lo forpustet. Jeg er bare for tæt på. Jeg vil ikke have, at det slutter endnu.
Hun smilede, og han så lettelsen i hendes øjne, og så så han hende træde tilbage ind i rollen, som når man tager en frakke på.
– Så er det godt, at det ikke er dig, der bestemmer, sagde hun.
Hun sad helt stille på ham, med ham dybt inde i sig, og ventede. Hun strøg ham over brystet, over armene op mod håndleddene, og lod ham trække vejret. Regnen slog mod vindueskarmen. En bil kørte forbi nede på gaden, og lyset fra den gled hen over loftet. Da hun mærkede, at hans vejrtrækning havde lagt sig, begyndte hun at bevæge sig igen, endnu langsommere nu, i små cirkler, der mere var for hendes skyld end for hans. Hun førte sin egen hånd ned mellem dem og rørte ved sig selv, og han måtte se på, men ikke hjælpe til, og det var næsten mere, end han kunne klare.
– Nu, sagde hun til sidst med tyk stemme. Nu må du røre mig.
Han tog hende om livet, hen over den glatte vinyl, og trak hende ned mod sig, og hun lod ham. Hun kom først, med panden mod hans skulder og en lyd, han ville bære med sig i flere dage, og han fulgte efter hende bare et par sekunder senere med armene hårdt om hende og ansigtet begravet i hendes hals.
Bagefter lå de længe uden at sige noget. Kjolen var blevet varm og fugtig mod hendes hud, og hun bad ham åbne lynlåsen, og han gjorde det lige så langsomt som første gang, bare af en anden grund nu.
Hun hentede to glas vand og et håndklæde. Han lå på siden og så på hende, da hun kom nøgen tilbage gennem rummet.
– Hvordan var det, sagde hun. Helt ærligt.
Han tænkte over det. Det kunne hun lide, at han ikke svarede med det samme.
– Det bedste var, da jeg sagde gul, sagde han. At du stoppede. At det virkede. Det føltes, som om jeg kunne give slip på alt andet, fordi jeg vidste, at det var muligt at stoppe.
Hun kravlede ned ved siden af ham og trak dynen over dem begge.
– For mig var det, at du ikke rørte hænderne, sagde hun. Jeg vidste, at du gerne ville.
– Jeg ville virkelig gerne.
– Jeg ved det. Det var derfor.
Lørdag morgen stod hun på badeværelset og vaskede kjolen i hånden i lunkent vand med et mildt vaskemiddel, tørrede den af med en fnugfri klud og lagde den fladt på et håndklæde til tørre, med vrangen udad først. Han kom forbi i døråbningen med to kopper kaffe og blev stående.
– Du ved godt, at du ser ud, som om du planlægger næste gang, sagde han.
Hun tog en kop ud af hånden på ham uden at se op.
– Hent blokken, sagde hun.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
Novelle · Par
Rasmus har læst om prostata. Meget. Han har endda en mappe. Nu vil han vide, hvad det er, han næsten når – sammen med Mads.
