Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Risottoen var mislykkedes igen. Det var nærmest blevet en tradition efterhånden. Jesper stod ved komfuret med grydeskeen i hånden og kiggede ned i gryden med samme mine som for fjorten år siden, da han havde prøvet at imponere en landskabsarkitekt, han havde mødt til en vens trediveårsfødselsdag, og serveret noget for hende, der mest af alt lignede grød med parmesan.
– Den er perfekt, sagde Louise fra køkkenbordet.
– Den er klistret.
– Den er perfekt klistret. Den er præcis lige så klistret som første gang. Det er romantisk, Jesper. Du har bevaret noget.
Han grinede og øsede op på to tallerkener alligevel. Regnen piskede mod køkkenruden i lange, skrå striber, og nede på gaden susede busserne forbi på våde dæk. De havde tændt lys i de gamle stager fra hans mormor og dækket bord med de fine glas, der kun kom frem, når nogen havde rund fødselsdag. Midt på bordet, lænet op ad saltkarret, stod en lille pakke pakket ind i brunt papir. På mærkesedlen stod der, med to forskellige håndskrifter: ÅBNES PÅ ÅRSDAGEN. IKKE FØR. (DET GÆLDER DIG, JESPER.)
De havde købt den sammen en søndag aften for tre uger siden, liggende i sengen med computeren imellem sig og en pose lakrids, og det havde taget to timer. Ikke fordi det var svært at vælge, men fordi de hele tiden var kommet til at læse ting højt for hinanden. Louise havde læst en anmeldelse op med alvorlig stemme, som om hun læste nyheder, og Jesper havde grinet så meget, at han fik hikke. Til sidst havde de besluttet sig for en We-Vibe Sync O. Det var O'et, der gjorde udslaget. Louise havde haft en anden model for længe siden, en der ville glide ud, så snart de skiftede stilling, og Jesper havde brugt en stor del af en ferie på at lede efter den i et hotellagen.
– Den her skulle åbenbart blive siddende af sig selv, havde hun sagt og peget på skærmen. Den har en løkke i stedet for en klemme.
– En løkke, havde han sagt. Ligesom en tillid.
– Ligesom en løkke, Jesper.
Nu sad hun og drejede pakken mellem fingrene, mens han spiste af sin risotto med demonstrativ nydelse.
– Du ved godt, at den er opladt, sagde hun. Jeg ladede den op i går. Ladekablet sætter sig fast med magneter. Det sagde et lille klik. Jeg stod ude på badeværelset og klikkede det af og på i fem minutter.
– Har du åbnet den? Før årsdagen?
– Jeg åbnede æsken. Jeg åbnede ikke stemningen. Det er noget andet.
Han lagde gaflen og så på hende hen over lysene. Hun var fyldt enogfyrre i januar og havde fået gråt hår ved tindingerne, som hun var holdt op med at farve i foråret, og det gjorde noget ved hendes ansigt, som han stadig ikke havde vænnet sig til, som om hun var blevet mere sig selv. Hun mødte hans blik og holdt op med at dreje pakken.
– Skal vi springe desserten over? sagde han.
– Vi har ingen dessert.
– Så er det nemt.
I soveværelset var der køligt. De havde glemt at lukke vinduet, der stod på klem, og regnen kunne høres tydeligere herinde, en jævn susen mod zinken på vindueskarmen. Jesper lukkede det ikke. Han tændte lampen på kommoden og skruede ned for den, til rummet var gyldent og halvmørkt.
Louise sad på sengekanten med pakken i skødet og flåede papiret af. Indeni lå den lille vibrator i sin bomuldspose, grøn og blød, og en fjernbetjening, der passede præcis i hånden. Jesper satte sig bag hende og lagde hagen på hendes skulder.
– Så den der, sagde han, er allerede parret med den der.
– Lige ud af æsken. Man behøver ingen app. Det har jeg læst.
– Du har læst manualen.
– Jeg har læst manualen to gange, og så læste jeg den en gang til i sengen i går, mens du sov, og der står ting i den, du ikke ved. For eksempel at selve legetøjet kun har én knap. Et tryk starter den, og så bladrer man mellem ti mønstre. Men vil man ændre styrken, skal man have fjernbetjeningen.
– Så den, der har fjernbetjeningen, bestemmer.
Hun drejede hovedet og så på ham.
– Den, der har fjernbetjeningen, foreslår. Den anden bestemmer.
– Rimeligt, sagde han og kyssede hende i nakken, der hvor håret begyndte.
Hun lænede sig tilbage mod ham. Han tog det langsomt, som han altid havde gjort, knappede hendes bluse op fra oven og kyssede hver en bid hud, der kom til syne, skulderen, skulderbladet, rygraden. Hans hænder var varme fra opvaskevandet. Hun mærkede, hvordan hun blev blødere, hvordan dagen slap musklerne, møderne og mailene og tegningen, der skulle være færdig på mandag. Hun vendte sig i hans arme og trak hans trøje over hovedet på ham, og da han kom ud på den anden side, stod håret ud til alle sider, og hun begyndte at grine.
– Hvad?
– Ingenting. Du ligner dengang, vi mødtes.
– Forvirret?
– Forhåbningsfuld.
De hjalp hinanden med resten af tøjet, og det gik ikke elegant, det gjorde det aldrig. En af hans sokker endte på lampen, og de måtte op og tage den ned, før den begyndte at lugte brændt. Hun lå på ryggen på dynen, og han lå på siden ved siden af og strøg med håndfladen over hendes mave, hoften, indersiden af låret, let, igen og igen, til hun begyndte at bevæge sig mod hånden.
Glidecremen stod på natbordet. Den var også ny. I manualen havde der stået, at man ikke skulle bruge silikonebaseret glidecreme til legetøjet, og deres sædvanlige var silikonebaseret, så de havde købt en flaske pjur Aqua samtidig. Jesper tog lidt i hånden og varmede det mellem fingrene.
– Skal jeg?
– Jeg gør det, sagde hun. Jeg vil se, hvordan den virker.
Hun tog Sync O og holdt den i hånden et øjeblik, vejede den, bøjede forsigtigt den indre løkke, så den foldede sig sammen, som manualen havde vist. Hun førte den langsomt ind med knæene trukket op, og han så på hende med en ømhed, der ikke havde noget med sex at gøre, eller som havde med det hele at gøre. Hun slap grebet og mærkede, hvordan løkken foldede sig ud indeni, hvordan den ydre del lagde sig på plads mod klitoris.
– Nå? sagde han.
– Den sidder. Den sidder bare. Den ligger, hvor den skal.
Hun trykkede på knappen. Den vågnede med en blød puls, og hun trak vejret ind mellem tænderne.
– Nå?
– Hold op med at sige nå.
Hun rakte ham fjernbetjeningen. Han så på den, som om han havde fået et kongeligt hverv.
– Du siger til, sagde han.
– Jeg siger altid til.
Det var rigtigt. Det var en af de ting, han elskede mest ved hende. Hun havde aldrig lod som om, ikke en eneste gang på fjorten år, og hun havde lært ham at spørge i stedet for at gætte. Han trykkede et trin op og så hendes ansigt forandre sig, læberne, der skiltes, hofterne, der løftede sig en smule fra madrassen.
– En til?
– En til.
Han lagde sig over hende, på albuerne, og hun tog ham i hånden og førte ham ind, langsomt, og de standsede begge to og holdt vejret. Vibrationen var overalt nu. Den var i hende, og den var i ham gennem hende, en dyb summen, der gik lige op gennem rygraden på ham, og han mistede pusten og sagde et ord, der ikke var et ord.
– Dig også? hviskede hun.
– Mig også. Du godeste. Mig også.
De bevægede sig langsomt. Der var ingen hast. Regnen trommede på vindueskarmen, og deres åndedræt blev tungere, og hun holdt om hans ryg og mærkede hans muskler arbejde under huden. Hun sagde hans navn. Han kyssede hende og sagde hendes. Han holdt stadig fjernbetjeningen i den ene hånd, mod puden ved siden af hendes hoved, og da hun nikkede, trykkede han den et trin op igen.
Så ville hun ligge ovenpå. Hun sagde det med et skub mod hans skulder, og de rullede rundt i et virvar af arme og dyne, og hun satte sig overskrævs på ham med hænderne mod hans bryst. Sync O sad, hvor den sad. Den havde ikke flyttet sig en millimeter. Hun begyndte at grine af ren og skær forbavselse.
– Den sidder der stadig, sagde hun. Jesper. Den sidder der stadig.
– Hvad sagde jeg. En løkke. Ligesom en tillid.
– Hvor er fjernbetjeningen?
Der blev stille. Han klappede med hånden hen over lagenet. Hen over puden. Under puden.
– Den var her lige før.
– Jesper.
– Den var her. Den var i min hånd. Så rullede vi.
Hun blev siddende ovenpå ham og begyndte at grine, så hun måtte holde sig fast i sengegavlen. Han famlede blindt i dynen med den ene arm, under sig, ved siden af sig, og hun mærkede, hvordan han også rystede af grin inde i hende, og det var så absurd og så intimt på samme tid, at hun fik tårer i øjnene.
– Vent, sagde hun, jeg har knappen. Jeg kan skifte mønster herfra.
– Men ikke styrken.
– Men ikke styrken. Men jeg kan finde det mønster fra før. Det var tre, tror jeg. Eller fire.
Hun trykkede. Det nye mønster var en hakkende, hoppende staccato, der fik dem begge til at fare sammen. Hun trykkede igen. Noget langsomt og bølgende, som tidevand. Igen. Noget hurtigt og stædigt, der mindede om en tandbørste.
– Nej, sagde han, ikke den, ikke den.
– Jeg tæller! Du forstyrrer min tælling!
Hun nåede til ti og begyndte forfra på et, og ved tredje tryk kom den tilbage, den dybe, langsomme pulseren fra før, og hun lukkede øjnene og holdt op med at grine. Hun begyndte at bevæge sig igen. Han holdt op med at lede. Han lagde begge hænder om hendes hofter og så op på hende, på grinet, der stadig sad i mundvigene, og på alvoren, der vendte tilbage i blikket, og tænkte, at han aldrig havde set noget smukkere, og det tænkte han hver gang, og det var sandt hver gang.
Hun lænede sig frem og kyssede ham. Hun bevægede sig langsommere, dybere, og han mødte hende. Vibrationen voksede mellem dem, selvom ingen rørte nogen knapper, for alt andet voksede. Hun tog hans hånd og lagde den, hvor hun ville have den, oven på det lille legetøj, og trykkede, let, og han forstod og holdt den der.
– Sådan? sagde han.
– Sådan. Bliv der. Bliv lige præcis der.
Hun kom først, med hænderne knuget om lagenet og hovedet lænet bagover, og han mærkede det i hende, hver eneste sammentrækning, forstærket af vibrationen, og det tog ham med sig næsten med det samme. De holdt fast i hinanden hele vejen igennem. Bagefter faldt hun sammen over ham, varm og fugtig og forpustet, og han lagde armene om hende og holdt hende, mens pulsen langsomt faldt. Hun trykkede på knappen og slukkede den.
De lå sådan længe. Regnen var stilnet af til et stille dryp.
Så flyttede hun sig, og han gispede og trak noget hårdt og fladt frem under det ene skulderblad.
Fjernbetjeningen.
Hun grinede, så sengen rystede, og han grinede med, og de kunne ikke holde op, og de lå der med fjernbetjeningen mellem sig på puden som et bevis i en retssag og grinede, til de fik ondt i maven.
Klokken var over midnat, da de endelig orkede at stå op. Louise stod ved håndvasken på badeværelset og vaskede Sync O med mild sæbe og lunkent vand, grundigt der, hvor den ydre del mødte løkken, fordi det var der, fugt og glidecreme blev siddende. Jesper stod i døråbningen i bare underbukser og holdt fjernbetjeningen i et fast greb, højt oppe og langt fra vandet.
– Den må ikke nedsænkes i vand, sagde han. Det står i manualen.
– Nu har du læst manualen.
– Jeg læste den på telefonen, mens du var på toilettet. Jeg følte, at jeg havde noget at indhente.
Hun tørrede legetøjet med et rent håndklæde og lagde det i sin bomuldspose. Hun satte ladekablet på, og magneterne fandt deres plads med et lille klik, og hun så på ham i spejlet og smilede.
– Kan du huske første gang? sagde hun.
– Naboens hund.
– Naboens hund, der hylede hele tiden. Hver gang vi kom i gang. Som om den vidste det.
– Jeg troede, du aldrig ville se mig igen.
– Jeg grinede så meget, at jeg var nødt til at ses med dig igen. Jeg måtte vide, om det var dig eller hunden.
Han kom hen og lagde armene om hende bagfra, og de stod sådan og så på hinanden i spejlet. To mennesker omkring de fyrre med pjusket hår og blussende kinder, på et badeværelse, der trængte til at blive malet, med en fjernbetjening, der til sidst var endt i sikkerhed på hylden ved siden af tandbørsterne.
– Det var dig, sagde hun. Det var altid dig.
De gik tilbage til sengen. Han trak dynen op over dem begge, og hun lagde sig med hovedet på hans bryst, hvor hun altid lå, og lyttede til hans hjerte, der langsomt faldt til ro. Det dryppede fra tagrenden udenfor. Et sted nede på gaden blev en bildør smækket.
– Næste år, sagde han ind i hendes hår, laver jeg noget andet end risotto.
– Det skal du ikke vove, sagde hun og faldt i søvn med et smil.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
Novelle · Rollespil
Efter syv år sammen beslutter Camilla og Mikkel sig for at lege med magt – grundigt forberedt, med lister, stopord og en kjole, der knirker, når hun bevæger sig.
Novelle · Par
Rasmus har læst om prostata. Meget. Han har endda en mappe. Nu vil han vide, hvad det er, han næsten når – sammen med Mads.
