Novelle · Afstand
Signe og Kasper ses hver anden weekend og savner hinanden resten af tiden. To pakker krydser hinanden med posten, og et videoopkald, der begynder med grin, ender et helt andet sted.
Pakken lå i hendes postkasse om onsdagen, klemt inde mellem en elregning og en reklamebrochure for køkkenlåger. Signe tog den op med to fingre og læste afsenderen i elevatoren, og så læste hun den igen, og så stod hun i entréen med frakken på og pakken i hænderne og mærkede, hvordan det kildede i nakken.
Hun var toogtredive og arkitekt, og netop denne uge var hun mest et par øjne, der stirrede på en model af en svømmehal i målestok en til to hundrede. Hun var gået hjemmefra halv otte og kommet hjem ti minutter i ni, hun havde lim på pegefingeren og en blyantstump bag øret, som hun havde glemt sad der. Hun satte sig på gulvet i entréen uden at tage skoene af og åbnede pakken.
Indeni lå en æske, og i æsken lå noget lyserødt i silikone, formet som et aflangt æg med en lang, bøjet hale. Under det lå en seddel, skrevet med hans kantede håndskrift, den som han sagde kom af at skrive journalnotater i tolv år.
Lush 3. Oplades med det magnetiske kabel. Lørdag klokken ni? Kun hvis du har lyst. Ellers ringer jeg alligevel. /K
Hun læste sedlen tre gange. Så ringede hun til ham.
Det nåede at ringe fem gange, før han tog den, og han lød forpustet, som om han lige var kommet ind ad døren.
– Hej, sagde han. Er du hjemme?
– Jeg sidder på gulvet i entréen.
– Hvorfor sidder du på gulvet?
– Fordi nogen har sendt mig en lyserød ting med hale.
Der blev stille i røret. Hun hørte ham sætte noget fra sig, en taske måske, og hun hørte køleskabsdøren, som han altid åbnede først af alt, når han kom hjem fra en vagt, som om maden kunne have forandret sig, mens han var væk.
– Den er kommet, sagde han.
– Den er kommet.
– Og?
Hun vendte den i hånden. Den var glat og lidt tungere, end hun havde troet, og halen bøjede sig ikke bare sådan, den var fastere, end den så ud.
– Kasper, sagde hun. Jeg sendte dig en pakke i mandags.
– Hvad for en pakke?
– Det får du at se. Den burde komme i morgen.
– Signe. Hans stemme var sunket. Hvad for en pakke?
– Samme idé, sagde hun, og hun begyndte at grine, og så grinede han også, den hæse latter, han havde, når han var træt. De havde fået den samme tanke, samme uge, fire hundrede kilometer fra hinanden, uden at sige et ord om det. Det føltes både fjollet og helt, helt rigtigt.
De havde mødt hinanden for to år siden på en perron. Toget havde været tre timer forsinket, og han havde delt ud af sin termokande, og hun havde forklaret, hvorfor den stationsbygning, de stod i, var bygget forkert, og han havde lyttet, som om det var det mest interessante, han nogensinde havde hørt. Siden da havde de levet i hver sin by og i toget imellem. Hver anden weekend. Nogle gange oftere, når hans vagtplan tillod det. Nogle gange sjældnere, når hendes konkurrenceforslag åd alt.
Det var ikke selve længslen, der var svær, havde hun tænkt mange gange. Det var, at længslen ikke havde nogen steder at gøre af sig. Man kunne tale i telefon. Man kunne sende billeder. Men kroppen blev ligesom efterladt udenfor.
– Lørdag klokken ni, sagde hun.
– Du behøver ikke beslutte dig nu.
– Jeg har allerede besluttet mig. Hun holdt den lyserøde ting op mod lampen i entréen. Men hvis det føles dumt, så stopper vi. Og hvis det føles mærkeligt, så taler vi om det. Og hvis en af os begynder at grine for meget, så...
– Så griner vi, sagde han. Det er okay at grine.
Om lørdagen klokken ti minutter i ni sad hun på sengen i sin lejlighed med computeren på skødet og flyttede den for syvende gang. Vinklen var forkert. Hvis hun satte den på natbordet, kunne man kun se hendes hage. Hvis hun satte den på sengen, kunne man se loftslampen, som var grim, og som hun havde tænkt sig at skifte ud i tre år. Til sidst lagde hun den på en stak bøger på en stol ved fodenden, og så måtte det være sådan.
Hun havde været i bad. Hun havde ladet legetøjet op om torsdagen og ladet det op igen i dag for en sikkerheds skyld. Hun havde hentet appen, Lovense Remote, og parret legetøjet med sin telefon og så sendt ham en invitation, og hun havde stirret på det grønne symbol, der viste, at de var forbundet med hinanden, som om det var et kærlighedsbrev.
Klokken ni præcis ringede det.
Han sad i sin seng. Hans værelse var mindre end hendes, med en lampe med gul skærm, der gjorde alt varmt, og han havde en grå T-shirt på og havde vådt hår. Han havde haft dagvagt, syv til halv fire, og han havde sovet en time bagefter, det kunne hun se på kinden, hvor puden havde efterladt et mærke.
– Hej, sagde han.
– Hej.
Så sagde ingen af dem noget som helst i lang tid. De kiggede bare på hinanden. Hun havde savnet hans ansigt på en måde, der ikke kunne forklares. Det var så let at glemme detaljerne: at han havde et lille ar i det ene øjenbryn, at han rynkede på næsen, når han var nervøs. Han rynkede på næsen nu.
– Jeg er helt vildt nervøs, sagde hun.
– Gudskelov, sagde han. Det er jeg også.
Hun grinede, og noget i brystet løsnede sig.
– Så din er kommet?
Han rakte ud uden for billedet og holdt den op. Den var sort og omtrent lige så stor som en termokande, med en åbning i den ene ende og to små knapper ovenpå. Satisfyer Men Vibration+. Hun havde siddet længe foran skærmen, før hun valgte den, hun havde læst om fjorten forskellige programmer og en hviskefunktion og en app, og hun havde tænkt på hans vægge, der var så tynde, at han kunne høre naboen nyse.
– Den har en hviskefunktion, sagde hun.
– Det så jeg. Han smilede skævt. Det tager jeg som en kommentar til min nabo.
– Jeg tager det som omtanke.
Han lagde den til side, inden for rækkevidde. Hun så, at han havde stillet en flaske glidecreme frem på natbordet, vandbaseret, og det rørte hende på en fjollet måde, at han havde læst på lektien.
– Vil du begynde? spurgte han. Vi kan også bare snakke. Det har vi gjort før, og det var godt.
– Nej, sagde hun. Jeg vil gerne begynde.
Hun lænede sig tilbage mod puderne. Hun havde en top på og et par bløde bukser og følte sig pludselig fjollet, hun havde overvejet at tage noget pænere på, men så tænkt, at det var hende, det var jo hende, han ville se. Hun trak bukserne og trusserne ned under dynen, uden at det kunne ses, og tog det lyserøde legetøj fra natbordet.
– Vent, sagde hun. Jeg skal lige... Luk øjnene.
– Lukke øjnene? Det er jo hele pointen, at jeg ...
– Luk øjnene i ti sekunder, Kasper.
Han lukkede øjnene. Hun hældte lidt glidecreme på den og førte den ind, og den gled lettere ind, end hun havde troet, og halen blev liggende udenpå, fast og bøjet, og ægget lå derinde mod et sted, der gjorde hende helt stille et øjeblik. Hun trak dynen op igen.
– Okay, sagde hun. Du må godt kigge.
Han åbnede øjnene. Han kiggede på hende, på dynen, på hendes ansigt, som hun vidste var rødt.
– Er den inde?
– Den er inde.
– Hvordan føles det?
– Som ingenting. Som at have en ... Hun ledte efter ordene. Som at have en hemmelighed.
Han kiggede ned på sin telefon. Hun så hans tommelfinger bevæge sig, og så kom det, en let summen dybt inde i hende, og hun for sammen, så computeren på stolen vippede, og billedet svingede, og han kun kunne se loftet, den grimme loftslampe, og hun grinede, så hun måtte holde sig på maven.
– Signe? hørte hun hans stemme. Signe, jeg kan kun se din lampe!
– Den er grim, sagde hun mellem grinene. Jeg ved godt, at den er grim.
– Var det for meget? Jeg tog den laveste.
– Det var ikke for meget. Hun rettede computeren op. Det var bare... overraskende. Den er i mig, og du er der. Det er det mest uvirkelige, jeg har været med til.
Han så på hende, og han grinede ikke længere, men han smilede med hele ansigtet.
– Sig til, hvis jeg skal stoppe, sagde han.
– Jeg siger til. Gør det igen.
Han gjorde det igen.
Denne gang var hun forberedt, eller troede, at hun var. Summen kom lavt og jævnt, og hun lå helt stille og mærkede den. Der var noget ved, at det ikke var hende selv, der styrede den. Hun vidste ikke, hvornår den ville ændre sig, hun kunne kun kigge på hans ansigt og gætte. Han havde telefonen i den ene hånd og så på hende, ikke på skærmen, og hun så hans tommelfinger bevæge sig næsten umærkeligt, og et sekund senere mærkede hun det inde i sig. Opad. Lidt mere. Hans tommelfinger i en anden by, hans puls i hendes krop.
– Fortæl, sagde han lavt.
– Det er... Hun lukkede øjnene. Det er ligesom, når du ligger bag mig. Og bare holder hånden der. Og ikke bevæger den.
Han åndede ud. Hun hørte det tydeligt i højttaleren, en lang udånding, og da hun åbnede øjnene, så hun, at hans anden hånd var gledet ned under hans egen dyne.
– Kasper, sagde hun.
– Ja.
– Find din frem.
Han så på hende. Han rynkede ikke på næsen længere. Han rakte ud efter det sorte legetøj og glidecremen, og han sagde med en lidt skæv stemme, at nu var det hende, der skulle lukke øjnene, og hun sagde nej. Hun sagde, at hun ville se. Han grinede lidt genert, og så skubbede han dynen til side.
Hun havde set ham nøgen hundredvis af gange, men aldrig sådan her, gennem en skærm, alene på sit værelse under den gule lampe, med blikket rettet mod hende. Han var hård. Han hældte glidecreme i åbningen på legetøjet og førte det ned over sig, langsomt, og hun så hans kæbe spænde.
– Tryk på knappen, sagde hun. Den øverste.
Han trykkede. Hun hørte en lav brummen gennem højttaleren, og han trak vejret ind mellem tænderne.
– Hvilket program er det?
– Et, tror jeg.
– Der er fjorten, sagde hun. Jeg vil have, at du går til fem.
Han så på hende. Så trykkede han, fire gange, og hun talte stille med ham, og ved fem skiftede lyden til en pulseren, og han lænede hovedet bagover mod væggen.
– Du har læst manualen, sagde han med lukkede øjne.
– Jeg er arkitekt, sagde hun. Jeg læser altid manualen.
Han grinede, en latter, der gik over i et støn, og i samme øjeblik, måske uden at tænke over det, trak han tommelfingeren opad på sin telefon, og det, der skete inde i hende, fik hende til at gribe fat i lagenet. Halen lå mod hende udenpå, og ægget pressede indeni, og da han skruede op, gik det gennem hende som strøm.
– Undskyld, sagde han. Var det for...
– Nej. Behold det. Behold lige præcis det der.
Nu holdt de op med at tale så meget. Der var kun lydene. Hans åndedræt i højttaleren, den svage brummen fra hans legetøj, hendes egen stemme, som hun hørte komme ud af sig, og som hun ikke prøvede at holde tilbage, for her var ingen tynde vægge, her var kun ham. Hun skubbede dynen helt væk. Hun ville have, at han skulle se. Hun ville have, at han skulle se, hvordan hendes hofter bevægede sig mod ingenting, mod ham, og hun kunne se på hans ansigt, at han så det, og det gjorde det dobbelt.
Han skruede ned for intensiteten. Hun protesterede, en lyd uden ord, og han sagde med tyk stemme, at han ville have, at det skulle vare, at han ville have, at det skulle være længe. Hun forstod. Han lod det falde og stige, falde og stige, og hver gang det steg, nåede det lidt højere end sidst, og hver gang det faldt, føltes tomheden bagefter som noget helt for sig.
Hun lagde hånden på sin mave og så længere nede, og hun holdt den mod halen, pressede den tættere på, og hun kiggede ind i kameraet, ind i hans øjne, selvom det bare var et objektiv, selvom han var fire hundrede kilometer væk.
– Skift program, sagde hun forpustet. Skift til ni.
Han trykkede, og hun talte ikke længere, og hun så ham skifte, hørte brummen ændre karakter til noget tættere og dybere, og han sagde hendes navn på en måde, hun aldrig havde hørt ham sige det.
– Signe, jeg er tæt på.
– Ikke endnu. Hun hørte sin egen stemme, uigenkendelig. Vent på mig. Op. Please. Hele vejen.
Han trak tommelfingeren hele vejen op.
Det var som at falde opad. Hun kom med ryggen krummet og den ene hånd i lagenet og den anden over munden, selvom det ikke var nødvendigt, og det holdt ikke op, det fortsatte bare i en lang, dirrende bølge, der gik gennem hende fra det sted, hvor ægget lå, og ud i fingerspidserne, og gennem det hele hørte hun ham, hans åndedræt, der brast, hans stemme, og da hun kunne se igen, så hun ham ligge med hovedet mod væggen og lukkede øjne, helt stille.
Han skruede ned til nul. Hun mærkede stilheden inde i sig som en tomhed og et ekko på samme tid.
De lå sådan længe uden at sige noget. Hun trak dynen op igen, trak forsigtigt legetøjet ud og lagde det på et håndklæde. Han havde slukket sit og lagt det på natbordet og trukket et tæppe over sig, og han så på hende gennem skærmen med tunge øjenlåg.
– Hej, sagde han.
– Hej, sagde hun, og så grinede de begge to igen, selvom det var en anden slags latter, lav og træt og fuld af noget.
– Var det mærkeligt? spurgte han.
Hun tænkte sig om. Det var vigtigt at svare ærligt.
– Det var mærkeligt i fem minutter, sagde hun. Så var det bare dig.
Han nikkede. Hun så, at hans øjne var blanke, og hun sagde ikke noget om det.
– Jeg har fri på fredag, sagde han efter lidt tid. Jeg tager toget, der kører kvart over seks.
– Så er du fremme halv elleve.
– Det ved jeg. Han smilede. Jeg har en telefon med. Og du har den på til middagen med dine kolleger på lørdag.
Hun løftede øjenbrynene.
– Hvem har sagt, at jeg skal have den på til middagen?
– Ingen, sagde han. Det var et spørgsmål.
Hun så på ham, den gule lampe, mærket efter puden på kinden, der næsten var forsvundet nu, hånden, der lå på tæppet ved siden af telefonen.
– Ja, sagde hun. Svaret er ja.
Inden de lagde på, vaskede de deres legetøj med lunkent vand og sæbe, hver på sit badeværelse, og de lod opkaldet køre hele tiden, med telefonerne lænet op ad hver sin sæbeskål, og snakkede om ingenting. Om hans patient, der havde sunget en hel opera om morgenen. Om svømmehallen, og om at taget stadig var forkert. Om at toget kvart over seks plejede at være til tiden, som regel, men ikke altid, og at hun ville tage en termokande med ud på perronen, hvis det var forsinket.
Klokken var næsten tolv, da de lagde på. Hun blev liggende i sengen længe og kiggede på loftslampen. Den var grim. Hun tænkte, at hun ville skifte den, før han kom.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
Novelle · Solo
Ni år sluttede, uden at nogen gjorde noget forkert. Nu har Julie en lejlighed, der lugter af maling, en figen, der protesterer, og en pakke, der venter på køkkenbordet, mens regnen pisker mod ruden.
