Novelle · Solo
Ni år sluttede, uden at nogen gjorde noget forkert. Nu har Julie en lejlighed, der lugter af maling, en figen, der protesterer, og en pakke, der venter på køkkenbordet, mens regnen pisker mod ruden.
Pakken stod lænet op ad døren, da Julie kom hjem, våd i hjørnerne og med hendes navn skrevet med blokbogstaver af en, der tydeligvis havde haft travlt. Naboen på den anden side af opgangen, en pensioneret skibskaptajn, der hilste på alle med den samme venlige mistænksomhed, åbnede sin dør i præcis samme øjeblik, som hun bøjede sig ned efter den.
»Meget regn i aften«, sagde han.
»Rigtig meget«, sagde hun og holdt kassen ind til brystet, som om den indeholdt noget skrøbeligt. Hvad den på en måde også gjorde.
Inde i lejligheden lugtede der stadig svagt af maling. Hun havde boet der i syv uger, siden hun og Rasmus endelig havde sagt højt, hvad de begge havde vidst i et år: at ni år kan slutte, uden at nogen har gjort noget forkert. Han havde fået sofaen. Hun havde fået kaffemaskinen og den store figen, som ingen af dem egentlig havde brudt sig om, men som ingen af dem ville efterlade. Nu stod den ved vinduet og tabte et blad om ugen, demonstrativt, som en lejer, der ikke havde godkendt flytningen.
Hun stillede pakken på køkkenbordet, hængte den våde frakke op og satte vand over til te. Kiggede på pakken. Satte sig. Kiggede igen.
Det var selvfølgelig Katrine, der havde besluttet det. Tre uger tidligere, over to alt for store skåle nudler, havde Katrine lænet sig frem over bordet og spurgt med sin sædvanlige mangel på varsel: »Hvornår fik du sidst en orgasme, som ingen andre havde planlagt?«
Julie havde åbnet munden for at svare og opdaget, at hun var nødt til at tænke sig om. Katrine havde set det. Katrine så alt; hun var jordemoder og havde, som hun selv udtrykte det, set mere af mennesker end menneskene selv.
»Netop«, havde hun sagt og tørret pindene af i servietten. »Jeg sender dig et link.«
Linket gik til en Womanizer Premium 2 i en vinrød farve, som Katrine beskrev som »voksen, men ikke kedelig, præcis som dig«. Julie havde læst anmeldelser tre aftener i træk, grundigt, som om det gjaldt en opvaskemaskine, og til sidst trykket på køb en nat klokken halv et med et hjerte, der hamrede, som om nogen stod bag hende og kiggede med.
Nu skar hun tapen op med brødkniven. Indeni lå en diskret æske, og i æsken lå den: mindre end hun havde troet, blød og kølig i hånden, vinrød med en smal guldfarvet liste langs oversiden. Den lignede noget, man kunne have i håndtasken ved siden af læbestiften. Den lignede, tænkte hun, overhovedet ikke noget, der skulle ændre noget som helst.
I æsken lå der også et ekstra stimuleringshoved. Hun foldede lynguiden ud. To størrelser, S og M, så man kunne vælge pasformen. Hun grinede højt, alene i køkkenet. Ni år med en mand, der aldrig havde spurgt, og nu spurgte en lille vinrød dims, hvilken størrelse hun havde.
Hun satte det magnetiske ladekabel i og så den lille lampe tænde. Fire timers brugstid, stod der. Hun regnede efter og nåede frem til, at det var længere, end hendes forrige forhold havde kunnet holde sig vågent en helt almindelig lørdag aften, og så skammede hun sig lidt over, at det var sjovt, og så holdt hun op med at skamme sig.
Teen blev kold, mens hun læste om fjorten intensitetstrin, om autopilotprogrammer og om noget, der hed Smart Silence. Udenfor slog regnen mod ruden i bølger, som om nogen stod derude og kastede den med spande.
Hun ventede til klokken ni, fordi det føltes mere anstændigt, og grinede ad sig selv, fordi hun overhovedet tænkte sådan. Anstændigt over for hvem? Figenen?
Hun gik i bad længe og varmt. I det duggede spejl så hun sig selv i omrids: skuldrene, der altid sad for højt efter en dag ved tegnebordet, det lille ar på knæet fra en skiulykke for ti år siden, hofterne, som Rasmus engang havde kaldt »solide« og troet var en kompliment. Fireogtredive år gammel, landskabsarkitekt, nyligt single, og hun havde ikke kigget på sin egen krop på den måde i meget lang tid. Ikke for at bedømme den. Bare for at se den.
Hun trak den gamle, alt for store T-shirt på, som hun altid sov i. Stod i døråbningen til soveværelset. Trak den af igen og smed den på stolen.
På natbordet tændte hun et stearinlys, sådan et, som Rasmus aldrig havde villet have i soveværelset, fordi røgalarmen var følsom, og han var mere følsom. Flammen blafrede og lagde sig så til rette. Gadelygten udenfor skinnede gennem den våde rude og malede rindende mønstre i loftet, små floder, der delte sig og mødtes igen.
Ved siden af lyset stod en flaske pjur Aqua. »Og køb en vandbaseret glidecreme, der kan bruges med legetøj«, havde Katrine sagt. »Du takker mig bagefter.« Julie havde købt den og stillet den der allerede i forgårs, som en rekvisit til et stykke, hun ikke vidste, om hun turde spille.
Hun lagde sig på de rene lagner. Køligt mod ryggen, varmt i rummet. Regnen lød som klapsalver på afstand.
Først rørte hun slet ikke legetøjet. Hun lod hænderne gå, hvor de ville, langsomt, over maven og op til brysterne, som om hun hilste på en, hun ikke havde set længe. Brystvorterne trak sig sammen under fingerspidserne. Hun åndede ud, dybere end hun havde gjort hele dagen, og mærkede, hvordan noget i hende løsnede sig, en knude, hun ikke engang havde vidst, at hun bar på.
Så tog hun den op. Trykkede på knappen. En lille lampe tændte. Der skete ingenting.
Hun trykkede igen. Lampen lyste. Stadig ingenting.
»Nej«, sagde hun højt til loftet. »Sig ikke, at du er i stykker. Ikke i aften.«
Så kom hun i tanke om det. Smart Silence. Den startede først, når den lå mod huden. Hun havde læst det i køkkenet for en time siden og glemt det i samme sekund, hun blev nervøs, hvilket var så typisk hende, at hun fnisede.
Hun dryppede lidt glidecreme på den bløde åbning i toppen, fordelte resten med to fingre der, hvor den skulle sidde, og mærkede, hvor køligt det var, før hendes egen varme tog over. Så sænkede hun den ned, forsigtigt, til silikonen sluttede sig om klitoris.
Den vågnede.
Det var ikke vibration, ikke som hun havde forventet. Det var en slags pulserende sug, rytmisk og let, som om nogen uden krop åndede mod hende. På første trin var det næsten ingenting, en kilden, et spørgsmål. Hun grinede igen, men grinet blev kortere denne gang og endte i en indånding.
Hun trykkede på plus.
To. Tre. Noget trak i hende nu, ikke overfladisk, men længere inde, som om pulsen fandt en vej bagud gennem hende. Hun mærkede, hvordan hun svulmede under den bløde silikone, hvordan hun blev våd for alvor, varm og glat, og hvordan hofterne løftede sig af sig selv en centimeter fra madrassen.
Hun ændrede vinklen for at se, hvad der skete, mistede kontakten, og legetøjet tav straks i hånden. »Seriøst«, mumlede hun og lagde den tilbage, og den vågnede igen, lydig som en hund. Hun forstod snart tricket: at holde den stille, lade den gøre arbejdet, holde op med at prøve at præstere.
Fire. Fem. Hun greb fat i lagenet med den ledige hånd.
Det var her, tænkte hun med den sidste klare del af hjernen, der stadig tænkte, at hun plejede at begynde at lave lister. Købe mælk. Svare på mailen fra kommunen. Tjekke, om Rasmus havde fået fat i sine vinterdæk. Men listerne kom ikke. Der var ikke plads til dem. Der var kun pulsen og varmen og lyden af regnen og hendes eget åndedræt, der blev tættere og højere og ikke længere lød som hendes.
Seks.
Hun kom så hurtigt, at det næsten var uhøfligt. Det begyndte som et træk under navlen, en sammentrækning, der byggede sig op og op, til den ikke kunne holde igen længere, og så faldt den, i lange bølger, der gik ud i lårene og op i maven og ud i fingrene, der holdt om lagenet. Hun hørte sig selv give en lyd fra sig, som hun aldrig havde hørt før, lav og åben og fuldstændig ugeneret.
Bagefter lå hun helt stille med det tavse legetøj på maven og gispede op mod loftet.
»Fire minutter«, sagde hun til ingen. »Fire. Minutter.«
Hun tænkte på skibskaptajnen på den anden side af opgangen og håbede, at væggene var så tykke, som ejendomsmægleren havde lovet. Så tænkte hun, at det måtte de være eller lade være. Hun havde betalt for den her lejlighed og den her aften, og begge dele var hendes.
Det var nysgerrigheden, der fik hende til at række ud efter den igen. Fjorten trin, og hun var nået til seks. Hun havde altid været den, der læste hele brugsanvisningen, den, der gik gennem hver eneste sal på museet, den, der ikke kunne lægge en bog fra sig ved side to hundrede.
Hun skiftede toppen til den mindre, S, mest for at se, om det gjorde nogen forskel. Det gjorde det. Den sad tættere, mere præcist, som en finger, der vidste præcis, hvor den skulle være. Hun lagde sig på siden med det ene knæ trukket op og puden mellem lårene, sådan som hun havde ligget, når hun var alene på helt andre måder, i helt andre år.
Denne gang prøvede hun autopiloten. Hun trykkede på knappen og overgav sig til noget, der ikke havde nogen meninger om hende. Det var en underligt befriende tanke. Legetøjet vidste intet om hendes vinterdæk eller hendes eks eller om, at hun havde glemt at vande figenen. Den skiftede bare, roligt og uforudsigeligt, mellem let og tungere, mellem spørgsmål og svar, og hver gang hun troede, hun havde forstået mønstret, ændrede den sig.
Hun lod den køre længe. Hun lod den tage hende næsten hele vejen op og så trække sig tilbage igen, som tidevand. Hun rørte ved sine bryster, trak tommelfingeren hen over en brystvorte, til den blev hård, lod så hånden glide ned over hoftebenet og ind mellem lårene, hvor hun var så våd, at hun blev forbløffet. Hun førte to fingre ind i sig selv og bøjede dem, langsomt, ind mod sig selv, og pulsen udenpå og fingrene indeni mødtes et sted på midten.
»Der«, hviskede hun. »Nej. Der.«
Det var den mest ærlige samtale, hun havde haft om sex i flere år, og hun førte den med sig selv.
Til sidst tog hun kontrollen tilbage. Slukkede autopiloten, trykkede trinene op ét ad gangen og talte dem i hovedet, som man tæller trappetrin i mørke. Syv. Otte. Hendes ben rystede. Ni.
Den anden orgasme var ikke som den første. Den første havde været en overraskelse; den her var en beslutning. Den rullede langsomt ind og blev, ebbede ud og kom tilbage og ebbede ud igen, og hun lod den blive ved, lod sine hofter bevæge sig mod legetøjet og mod hånden, lod lyden komme ud af hende uden at dæmpe den. Da den endelig slap hende, lå hun på ryggen igen, blank af sved, med håret klistret til panden og et smil, hun ikke kunne få af ansigtet.
Stearinlyset var brændt halvt ned. Regnen blev ved som før, stædig og fuldkommen ligeglad med, hvad der lige var sket.
Ved midnat stod hun på badeværelset i morgenkåbe og skyllede legetøjet under hanen. Den kunne tåle at blive nedsænket i vand, det havde stået i guiden, og glidecremen slap under den lunkne stråle, uden at hun behøvede at gnide. Hun tørrede den med et rent håndklæde, bar den ind i soveværelset og satte den til opladning igen. Den lille lampe begyndte at blinke, roligt og regelmæssigt.
Så blev hun sulten. Ikke lidt sulten, men den slags sult, der mærkes i hele kroppen, som efter en lang svømmetur. Hun ristede to skiver brød og smurte alt for meget smør på og lidt honning og spiste dem stående ved køkkenbordet ved siden af den tomme kasse. Figenen kiggede på hende fra vinduet. Hun kunne have svoret på, at den så mindre sur ud end i morges.
Telefonen lå på bordet. Hun tøvede et sekund og skrev så:
»Fjorten trin. Jeg nåede til ni.«
Svaret kom inden for et minut, selvom klokken var tolv, og Katrine havde morgenvagt.
»JEG VIDSTE DET.« Så tre små flammer. Så: »Næste gang hele vejen.«
Julie smilede og skrev: »Næste gang har jeg ikke travlt.«
Hun lagde telefonen med skærmen nedad, gik hen til vinduet og åbnede det på klem. Luften, der strømmede ind, var kold og lugtede af våd asfalt og blade og noget grønt, hun ikke kunne placere. Nede på gaden cyklede nogen forbi med en affaldssæk over hovedet som regnslag. Længere væk lyste vinduer i andre huse, andre køkkener, andre mennesker, der måske også var vågne, uden at nogen anden vidste det.
Hun tænkte på Rasmus, og det gjorde ikke ondt. Hun tænkte, at hun i ni år havde ventet på, at en anden skulle finde vej til hende, som om hendes lyst var en adresse, som kun han havde nøglen til. Og så havde der bare skullet en regnvåd tirsdag til, en vinrød ting i en diskret æske og modet til at være nysgerrig på sig selv.
Det var ikke legetøjet, tænkte hun. Eller, det var ikke kun legetøjet. Det var, at hun havde spurgt sig selv, hvad hun ville, og så faktisk lyttet til svaret.
Hun lukkede vinduet, pustede stearinlyset ud og krøb ind under dynen. I mørket blinkede ladelampen på natbordet, lille og stædig, som et fyr et sted langt ude. Hun faldt i søvn, før hun nåede at tænke på morgendagen, og for første gang i meget lang tid havde hun ingen liste overhovedet.
Novelle · Solo
I tyve år har Henrik taget sig af alt og alle undtagen sig selv. Så flytter han ind i en toværelses med nøgne vægge – og finder en pakke, han ikke helt ved, hvad han skal stille op med.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
