Novelle · Solo
I tyve år har Henrik taget sig af alt og alle undtagen sig selv. Så flytter han ind i en toværelses med nøgne vægge – og finder en pakke, han ikke helt ved, hvad han skal stille op med.
Den sidste flyttekasse var mærket KØKKEN – DIVERSE, og ingen af dem kunne huske, hvad diverse dækkede over.
Mette satte den ned på gulvet i entréen og pustede en hårtot væk fra ansigtet. Hun var tre år ældre end Henrik og havde båret lige så mange kasser som ham, hvilket hun havde gjort opmærksom på ved hver eneste trappeafsats op til tredje sal. Nu stod hun med hænderne i siden og så sig omkring: en toværelses med nyslebne trægulve, en altan ud mod gården, ingen gardiner, en madras, der stadig lå i sin plastik.
– Det er pænt, sagde hun. Det er faktisk pænt, Henrik.
– Det er tomt.
– Det er ikke det samme.
Han var toogfyrre og havde været skilt i otte måneder. Ægteskabet var ikke endt med et skænderi, men med en slags gensidig træthed, som når to mennesker bærer den samme sofa og begge pludselig indser, at ingen af dem ved, hvor den skal hen. Han arbejdede som driftsingeniør på et vandværk, en mand, der vidste præcis, hvilke ventiler der skulle drejes, når noget gik galt, og i fjorten år havde han passet en husholdning på samme måde: regninger, dækskift, fødselsdage, stop i afløbet. Et sted undervejs var han holdt op med at spørge sig selv, hvad han egentlig havde lyst til at få til aftensmad.
Mette rodede i sin mulepose og fandt en pakke frem, der var pakket ind i gråt papir med et alt for stort rødt bånd.
– Indflytningsgave, sagde hun. Du åbner den, når jeg er gået. Og jeg vil aldrig nogensinde høre et ord om den.
– Hvad er det?
– En spøg. Hun trak jakken på. Mest en spøg.
Hun krammede ham i døren, længe, på den måde, som kun storesøstre gør – lidt for hårdt og med et klap på ryggen til sidst, som for at sige, at nu er det nok. Så var hun væk, og han hørte hendes skridt forsvinde ned ad trapperne og hoveddøren smække.
Han satte sig på en flyttekasse og trak i båndet.
Indeni lå noget, der lignede en stor lommelygte i guldfarvet plastik, og et foldet kort. Han læste kortet først.
Du har taget dig af alle andre i tyve år. Grin nu. Bagefter kan du tænke over, hvad jeg mener. /M
Han vendte lommelygten og læste teksten på emballagen og begyndte at grine så højt, at det gav genlyd mellem de nøgne vægge. En Fleshlight. Stamina Training Unit. Han grinede, til han måtte tørre øjnene, og så sad han stille et øjeblik med den i skødet og følte sig underligt rørt, hvilket var det mest absurde af det hele.
Han lagde den tilbage i kassen og stillede kassen øverst i skabet, bag vinterjakken.
De følgende uger levede han som en mand på hotel. Han spiste stående ved køkkenbordet. Han var i bad på fire minutter. Han sov på madrassen, som til sidst fik lov at komme ud af plastikken, og han faldt i søvn med telefonen på brystet og vågnede, når den gled ned på gulvet.
Det var en tirsdag i oktober, med regn, der havde stået på siden frokost, at han tog sig selv i at onanere under bruseren og tænke på en reservedel, der skulle bestilles til arbejdet. Han slukkede for vandet midt i det hele. Stod der og dryppede.
Sådan havde det været længe, gik det op for ham. Ikke bare alene – også i ægteskabet, de sidste år. Sex var blevet noget, man nåede. En ting, man krydsede af, før man faldt i søvn, hurtigt og effektivt, som at vaske op. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde gjort noget langsomt, fordi det føltes godt, og ikke fordi det var en opgave.
Han huskede begyndelsen, da han og Charlotte var nye for hinanden og kunne ligge en hel søndag med gardinerne trukket for, spise morgenmad i sengen klokken tre om eftermiddagen og falde i søvn igen. På et tidspunkt var det forsvundet, uden at nogen af dem lagde mærke til hvornår. Der var kommet job og lån og et hus med et tag, der skulle lægges om, og kærligheden var skrumpet ind til noget, man gjorde i marginen, mellem den sidste mail og vækkeuret. Han gav ikke hende skylden. Han havde selv været med til at få den til at skrumpe.
Det mærkelige var, at han havde troet, at det var sådan, det blev. At lyst var noget for yngre mennesker eller for folk med mere tid, og at en mand på hans alder skulle være taknemmelig for det, der var, og ikke forlange mere. Men som han stod der under den kolde bruser med sæbe i håret, mærkede han for første gang i lang tid noget, der lignede vrede. Ikke mod Charlotte. Mod sig selv, fordi han så længe havde nøjedes med at blive færdig.
Han tørrede sig, trak et par joggingbukser på og gik hen og åbnede skabet.
Guldhylsteret var tungere, end det så ud. To skruelåg, et i hver ende. Han læste sedlen, der lå i emballagen, to gange, sådan som han læste alle brugsanvisninger, med samme alvor, som han havde læst manualen til en ny pumpe. Den måtte kun bruges med vandbaseret glidecreme. Indsatsen skulle skylles i lunkent vand bagefter og tørre ordentligt. Det bageste låg styrede suget – helt skruet på blev det tæt, lidt løsnet blev det blødere.
Og så navnet. Stamina. Udholdenhed. Han havde altid syntes, at det ord handlede om at holde ud, bide tænderne sammen. Nu, hvor han stod i den stille lejlighed med regnen mod ruden, spekulerede han på, om det kunne betyde noget andet. At blive. Ikke at have travlt med at komme væk.
Han besluttede sig for at gøre det ordentligt. Når han nu alligevel skulle.
Han redte sengen med rene lagner – han havde faktisk købt en seng til sidst, med en sengegavl i eg, som han ikke havde brug for, men godt kunne lide. Han tændte lampen i hjørnet og slukkede loftslampen. Han fandt et håndklæde frem og flasken med vandbaseret glidecreme, som han havde købt på nettet og så skammet sig lidt over, da pakken kom. Telefonen lagde han ude i entréen med skærmen nedad. Det føltes latterligt og højtideligt på samme tid, som at dække bord til en gæst, der aldrig kommer.
Så gik han i bad igen, og denne gang tog han sig tid. Han lod det varme vand løbe ned over nakken, til skuldrene sank. Han sæbede sig langsomt ind og lagde mærke til ting, han ikke havde tænkt på længe: at huden på indersiden af armen var blødere, end han troede, at det kildede, når han førte hånden hen over ribbenene, at han stadig kunne lide duften af sin egen sæbe.
I soveværelset var luften kølig mod den varme hud. Han lagde sig på ryggen oven på dynen og lå bare der et stykke tid, nøgen, og lyttede til regnen og til sit eget åndedræt. Han rørte ved sig selv uden noget mål. Brystet. Maven. Indersiden af lårene. Der gik et stykke tid, før kroppen forstod, at den ikke skulle skynde sig nogen steder hen, og da den endelig gjorde det, kom lysten langsomt, som varmen fra en radiator, der lige er blevet skruet op.
Han skruede det forreste låg af. Indsatsen indeni var lyserød og blød og gav efter, når han trykkede med fingeren. Han hældte glidecreme i åbningen og på sig selv, og den var kold, og han grinede ad, at han fór sammen. Han varmede den i hånden et øjeblik, før han fortsatte.
Første gang han gled ind i den, mistede han vejret.
Den var snæver. Den var tæt og blød og fuld af små runde knopper, der sluttede sig om ham hele vejen, jævnt, uden ophold, og han lå helt stille og mærkede, hvordan det dunkede i ham. Han havde ventet sig noget mekanisk. Det her var ikke mekanisk. Det var næsten for meget, og hans første impuls var den gamle: hurtigt, hurtigt, få det overstået.
Det gjorde han ikke.
Han trak sig ud, lige så langsomt som han var gået ind, og mærkede hver eneste knop give slip på ham, en efter en. Så ind igen. Ud. Han fandt en rytme, der var så langsom, at den knap var en rytme, mere som åndedræt. Lyden var blød og våd, og han kunne lide den, kunne lide, at den var hans egen og ikke behøvede at være noget andet.
Da han skruede det bageste låg helt fast, blev det pludselig tættere. Hver gang han trak sig tilbage, holdt indsatsen igen, sugede efter ham, og han stønnede højt i den tomme lejlighed og hørte det kaste sig mellem væggene og var ligeglad. Han løsnede låget en halv omgang igen, og det blev blødere. Han legede med det et stykke tid – tæt, blødt, tæt – som med en knap på en forstærker, til han fandt noget midt imellem, der fik hofterne til at løfte sig af sig selv.
Han var tæt på efter få minutter. Kroppen vidste præcis, hvad den ville, den havde gjort det her tusind gange, og han mærkede, hvordan spændingen samlede sig nederst i ryggen.
Han stoppede.
Han blev liggende med indsatsen om sig, ubevægelig, og åndede. Hjertet slog hårdt. Det var næsten pinefuldt, og samtidig var der noget i ham, der smilede. Han lod hånden hvile på maven. Talte åndedrættene. Lyttede til regnen, der var taget til, og til en nabo, der skyllede ud et sted i opgangen. Da det havde lagt sig nok, begyndte han forfra. Langsommere end før.
Han gjorde det tre gange. Anden gang kom han så tæt på, at han måtte bide sig i læben, og tredje gang var det, som om hele kroppen var blevet mere følsom, som om hvert stop havde lagt et nyt lag lyst oven på det forrige. Hans hud var fugtig. Han havde sparket dynen væk. Han bevægede sig med hele kroppen nu, hofterne mødte hånden, og han tænkte ikke på reservedele eller regninger eller på nogen anden overhovedet – kun på den varme tæthed og på, at han havde tid. Al den tid, han ville.
Da han endelig lod det ske, var det ikke, som han huskede det. Det begyndte langt væk og kom nærmere i bølger, og da det nåede ham, løftede det ryggen fra madrassen og trak en lyd ud af ham, han ikke genkendte. Det varede længere, end det plejede. Det gik gennem lårene og ud i fingerspidserne, og bagefter lå han med åben mund og stirrede op i loftet og grinede, lavt og forbløffet, som en mand, der har fundet penge i en gammel jakke.
Han blev liggende, til sveden begyndte at blive kølig. Så gik han ud på badeværelset, tog indsatsen ud af hylsteret og skyllede den i lunkent vand, vendte den frem og tilbage under strålen, rystede den tom og stillede den på et rent håndklæde på badeværelseshylden til tørre. Han gjorde det grundigt, som han gjorde alt, men uden hast. Der var noget næsten ømt ved det.
Ugen efter købte han gardiner. Mørkegrønne, tunge, som han havde stået og vejet op mod hinanden i en butik i tyve minutter, før han forstod, at der ikke fandtes noget rigtigt svar, og at han måtte vælge dem, han kunne lide. Han hængte dem op om søndagen og stod længe og så på, hvordan lyset faldt igennem dem.
Om aftenen lavede han mad. Ikke noget avanceret – fisk i ovn, kartofler, en salat – men han dækkede bord ved vinduet med tallerken og glas og en tændt lygte, og han satte sig og spiste langsomt, og ingen så ham gøre det. Det var en underlig slags frihed. Han tog sig selv i at tygge, mens han kiggede ud på regnen i kastanjetræet i gården, og det gik op for ham, at det havde han ikke gjort i meget lang tid. Bare spist. Uden samtidig at tænke på den næste ting.
Det var, som om noget var blevet drejet om inde i ham, en ventil, der havde været lukket så længe, at han havde glemt, at den fandtes.
Senere, da opvasken var sat på plads, tog han telefonen frem og åbnede en datingapp, han havde hentet for to måneder siden og aldrig havde turdet bruge. Han læste spørgsmålet øverst i den tomme profil, »Hvad gør dig glad?«, og sad længe med tommelfingeren over tastaturet.
Så skrev han: »At tage mig god tid.«
Han læste det en gang til, smilede og lod det stå.
Han behøvede ikke sende noget i aften. Der var ingen hast.
Novelle · Solo
Ni år sluttede, uden at nogen gjorde noget forkert. Nu har Julie en lejlighed, der lugter af maling, en figen, der protesterer, og en pakke, der venter på køkkenbordet, mens regnen pisker mod ruden.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
