Novelle · Tog
To fremmede, en sovekupé til to og tolv timer gennem et snedækket landskab. Hun har en violin, der ikke må ligge i bagagehylden, han har en sten i lommen – og ingen af dem har tænkt sig at sove.
Kupéen var bygget til to mennesker, der allerede kendte hinanden. Det forstod Sofie i samme sekund, hun trak skydedøren op og så manden på den nederste køje med knæene næsten oppe mod klapbordet og en grå sten i hånden.
– Undskyld, sagde han og rejste sig så hurtigt, at han slog hovedet mod den øverste køje. Av. Nej. Der stod to pladser på billetten, men jeg troede ikke, at nogen ville tage den anden.
– Det gjorde jeg, sagde hun. For fire uger siden. Den var billigst.
Han gned sig i hårbunden og smilede på en måde, der fik ham til at se yngre ud, end han var, hvilket hun gættede lå et sted omkring de femogtredive. Skægstubbe, en uldcardigan med stoppede albuer, hænder, der så ud til at have båret ting ude i kulden. På gulvet stod en rygsæk med en geologhammer spændt fast på siden.
– Kasper, sagde han.
– Sofie. Og det her er Viola.
Hun løftede violinkassen, så han kunne se den. Den var sort, slidstærk og klistret til med mærkater fra koncertsale, hun for længst var holdt op med at tælle.
– Hun hedder Viola, selvom hun er en violin?
– Jeg var nitten, da jeg døbte hende. Det virkede vittigt dengang. Hun ligger ikke i bagagehylden, hun ligger ikke på gulvet, og hvis toget kører af sporet, redder du hende før mig.
– Forstået, sagde han alvorligt. Violinen først.
Toget gav et ryk og begyndte at rulle. Byens lys gled forbi i vinduet, gadelygter, en tankstation, et parkeringshus med lys på alle etager, og så tyndede det ud, til der kun var sne og grantræer og enkelte gårde med et gult vindue langt væk. Sneen faldt ikke, den lå bare, blå i tusmørket, tung på grenene.
Hun lagde Viola helt inde på den øverste køje, på sin egen pude, og satte sig over for ham på den klapbare skammel. Han skruede låget af en termokande. Det duftede af ingefær og honning.
– Vil du have? Jeg har kun én kop, men den er ren.
– Jeg har chokolade. Mørk, med havsalt. Så bytter vi.
De delte koppen. Hun brækkede chokoladen i stykker på klapbordet, og han kiggede på hendes venstre hånd, mens hun gjorde det.
– Du har hårde fingerspidser, sagde han.
– Syvogtyve år med stålstrenge. Jeg begyndte, da jeg var syv. Vil du mærke?
Hun rakte hånden frem over bordet med håndfladen opad, og han tog den, som man tager imod noget skrøbeligt. Han strøg tommelfingeren hen over spidsen af hendes pegefinger, langfinger, ringfinger. Det var en usædvanlig måde at blive rørt ved på. Ingen plejede at interessere sig for hendes hård hud.
– Som kvarts, sagde han. Slebet kvarts.
– Det er det pæneste, nogen har sagt om mine hænder, og det var en sammenligning med en sten.
– Det var et kompliment. Kvarts er det hårdeste almindelige mineral i grundfjeldet. Det overlever, når alt andet forvitrer.
Han slap ikke hendes hånd med det samme, og hun trak den ikke til sig.
Han fortalte, at han skulle op og bore prøvekerner, hvor en ny vej skulle føres gennem et moseområde. At fjeldet under dem var næsten to milliarder år gammelt. At landet stadig hævede sig efter istiden, et par millimeter hvert år, ligesom en madras, når nogen lige er stået ud af sengen.
– Så vi kører opad hele natten, sagde hun.
– En lille smule. Hvis man måler nøje.
Hun fortalte, at hun skulle vikariere som andenviolin i et kammerorkester, at koncerten var i morgen aften, at hun havde prøve klokken elleve, og at hun egentlig burde sove. Han spurgte, hvad de skulle spille, og da hun sagde Schubert, nynnede han et par takter af det forkerte stykke med stor overbevisning, og hun lo så højt, at nogen i kupéen ved siden af bankede på væggen.
Konduktøren kom forbi og stemplede deres billetter. Han kiggede på dem, på termokanden og chokoladepapiret og på hendes hånd, der lå ved siden af Kaspers hånd på bordet, og sagde godnat med et ansigt, der ikke røbede noget som helst.
De børstede tænder på skift ved den lille håndvask i hjørnet. Hun skiftede til en stor top og joggingbukser, mens han stod med ansigtet mod vinduet og talte om de forskellige slags sne, uafbrudt, for at vise, at han ikke kiggede. Så kravlede hun op til Viola, og han slukkede lyset.
Mørket i en sovekupé er aldrig helt mørkt. Der var en sprække under rullegardinet, hvor snelyset trængte ind, blåhvidt og koldt, og hver gang de passerede en overkørsel, fejede et rødt blink hen over loftet. Toget vuggede i en rytme, der burde have været søvndyssende. Hun lå på ryggen og lyttede til hjulene mod skinnesamlingerne og til ham dernede, som heller ikke sov. Hun kunne høre det på hans vejrtrækning.
– Kasper?
– Mm.
– Sover du?
– Nej. Jeg tæller skinnesamlinger. Jeg er oppe på fire tusind.
Hun lå stille et stykke tid. Hun havde stået på scener foran to tusind mennesker, uden at hjertet slog sådan her.
– Jeg vil gerne sige noget, sagde hun. Og du må godt sige nej. Siger du nej, snakker vi om sten igen, og det er helt i orden, det mener jeg.
– Sig det.
– Jeg har tænkt på din hånd, siden du slap min. Jeg kunne godt tænke mig at kysse dig. Og måske mere end det. Men jeg vil gerne have, at vi bestemmer hvor meget, før vi begynder, for ellers kommer jeg til at ligge her bagefter og spekulere på, om du bare var høflig.
Der blev stille dernede. Så hørte hun ham sætte sig op.
– Jeg er ikke specielt høflig, sagde han. Kom ned. Hvis du har lyst.
Hun kravlede ned ad den lille stige, barfodet, og satte sig på kanten af hans køje. Han havde trukket dynen op og gjort plads. I snelyset så hun hans ansigt i gråt og blåt, alvorligt nu.
– Nå, sagde han. Hvor meget?
– Kys. Hænder. Alt, der ikke er ... hele vejen. Ikke i nat, i et tog, med en, jeg mødte for fire timer siden.
– Det lyder godt. Jeg har heller ikke noget med, og det er ikke noget, jeg vil improvisere. Og hvis du vil stoppe, uanset hvornår, så siger du det, og så stopper vi.
– Det samme gælder den anden vej.
– Og hvis naboen banker på væggen igen?
– Så er vi to fremmede, der diskuterer landhævning.
Han lo lydløst, og så kyssede han hende, og det var slet ikke en fremmeds kys. Det var langsomt og varmt og smagte svagt af ingefær og tandpasta. Hans hånd fandt hendes nakke. Hendes fandt hans bryst under t-shirten, hjerteslagene, varmen fra en, der havde ligget under en dyne i en time. Hun trak benene op og krøb ind under dynen til ham, og køjen var for smal til to, så de måtte ligge tæt, hendes ryg mod den kolde væg og hans knæ mellem hendes.
– Du er kold, hviskede han mod hendes hals.
– Væggen er kold. Jeg er ikke kold.
Han kyssede hende langs kravebenet, hen over kanten af toppen, langsomt, og spurgte med øjnene, før han trak den op. Hun nikkede og løftede armene. Luften i kupéen var kølig mod huden, og hans mund var varm, og kontrasten fik hende til at trække vejret ind gennem næsen. Han blev der længe, ved brysterne, som om han havde al tid i verden, og det havde han, toget ville rulle til klokken syv i morgen.
Da hans hånd gled ned over maven og standsede ved linningen på hendes bukser, lagde hun sin hånd over hans.
– Vent, sagde hun.
Han stoppede med det samme.
– Nej, ikke sådan, sagde hun. Fortsæt bare. Jeg ville bare ... Jeg har en ting i toilettasken. Hvis du ikke synes, det er mærkeligt.
– Hvad for en ting?
– Den er cirka lige så stor som din sten.
Han lå stille et sekund. Hun kunne mærke, at han smilede mod hendes skulder.
– Nu er jeg meget nysgerrig efter din toilettaske.
Hun rakte op mod hylden over vinduet, famlede mellem tandbørste og hårelastikker og fandt den: en lille We-Vibe Tango X, knap længere end hendes lillefinger, og en lille flaske glidecreme ved siden af. Hun trykkede på plusknappen. Der skete ingenting.
– Nej, sagde hun. Nej, nej.
– Er den død?
– Den er låst. Rejselås. Jeg låste den selv i morges, så den ikke ville vågne op i tasken midt i vognen. Vent.
Hun holdt begge knapper inde og talte stille til to, med den koncentration hun ellers sparede til svære passager, og da hun så trykkede på plus, vågnede den i hendes hånd, en blød, stædig summen mod håndfladen. Kasper lo ned i puden.
– Du tænker på alt, sagde han. Det kan jeg godt lide.
Hun lagde den i hans hånd og førte hans tommelfinger hen over knapperne i mørket.
– Plus. Minus. Den i midten skifter mønster. Der er ingen skærm, så man må tælle.
– Jeg er geolog. Jeg tæller lag hele dagen.
Han holdt den, som hun havde vist ham, mellem tommel- og pegefinger med den skrå spids udad, og vejede den i hånden. Hun gav ham også flasken. Han hældte lidt i håndfladen og varmede det mellem fingrene, før han rørte ved hende, og den lille omtanke, at han tænkte på, at det ville være koldt, gjorde noget ved hende, som hun ikke havde ventet.
Han rørte ved hende med fingrene først. Uden hast, uden at tage noget for givet. Hun trak selv bukserne ned og sparkede dem af under dynen, og hans hånd var glat og varm, og hun hørte sig selv trække vejret i takt med hjulene. Så lod han Tango X tage over, hvor hans fingre havde været, på laveste trin, lige ovenfor, og hun greb fat i hans t-shirt.
– Sådan? hviskede han.
– Lidt højere oppe. Nej, dér. Dér.
– Flere trin?
– To til.
Han talte lydløst med læberne mod hendes øre, en, to, og vibrationen blev dybere, blev noget, hun mærkede i hele bækkenet, i lårene, helt ud i de hårde fingerspidser. Toget krængede i et sving og pressede dem mod væggen, og hun lo og klynkede på samme tid. Han blev, hvor hun ville have ham, lydhør, justerede vinklen med små bevægelser i fingrene, som om han spillede på et instrument, han lige havde lært, men allerede forstod.
Det tog tid. Hun lod det tage tid. Hun kyssede ham, mistede kysset, fandt det igen. Hun tog hans anden hånd og lagde den på sit bryst, og han forstod. Varmen byggede sig langsomt op, som et crescendo skrevet ud over mange takter, og da hun var tæt på, hviskede hun:
– Hold plus inde.
Han gjorde det, og den gik direkte op på det højeste, og hun pressede ansigtet mod hans skulder for ikke at larme og kom, længe, i bølger, der ikke ville holde op, med hans arm hårdt om sig og togets rytme under sig. Han slukkede den i samme sekund, som hun rykkede til og trak sig væk, som om han havde læst det i hende, før hun selv vidste det.
De lå stille. Hendes hjerte hamrede i halsen. Udenfor passerede en overkørsel, og det røde blink fejede hen over loftet, en, to, tre gange.
– Sig noget, sagde han til sidst.
– Du talte rigtigt.
Han lo, stille og glad, og hun kunne mærke, hvor hård han var mod hendes hofte gennem stoffet. Hun lagde hånden dér, let, og spurgte:
– Din tur? Hvis du har lyst.
– Det har jeg. Rigtig meget.
Hun hjalp ham af med underbukserne under dynen, hvilket var et helt projekt på så smal en køje og krævede en albue i hans ribben og en undskyldning og mere latter. Så tog hun ham i hånden, med glidecreme i håndfladen, langsomt, og han åndede ud, som om han havde holdt vejret siden aftensmaden. Hun lod den lille vibrator summe på laveste trin mod undersiden, hvor han var allermest følsom, og hans hånd greb efter hendes håndled, ikke for at stoppe hende, men for at holde fast i noget.
– Okay? spurgte hun.
– Mere end okay. Bliv ved præcis sådan.
Toget satte farten ned. Bremserne hvinede, og pludselig holdt de stille ved en perron, og det gule lys fra en lygte faldt ind gennem sprækken under rullegardinet. Nogen gik forbi udenfor med en kuffert, der hoppede hen over sneen. Stemmer. En dør, der blev smækket. De lå helt stille, hun med hånden om ham og han med ansigtet i hendes hår, og fnisede, så køjen rystede.
– Landhævning, hviskede hun. Vi diskuterer landhævning.
Da toget rullede igen, tog hun rytmen op, og hun mærkede, hvordan han spændte under hendes hånd, hvordan hofterne løftede sig mod hende, hvordan han sagde hendes navn med en stemme, der var helt nøgen. Hun holdt ved, til han var færdig, og lidt endnu, blødere, til han selv lagde hånden over hendes og sagde stop med et smil, hun kunne høre.
Bagefter slukkede hun den lille vibrator og lagde den på hans sammenfoldede halstørklæde på hylden i stedet for på klapbordet, så den ikke ville rasle mod laminatet, hvis den kom til at starte. Han tørrede dem begge af med et håndklæde fra håndvasken. Så blev de liggende i den smalle seng, hud mod hud, og han trak dynen op over hendes skulder.
– Viola må sove alene i nat, sagde han.
– Hun klarer sig. Hun har været ude for værre.
Hun vågnede ved, at lyset havde skiftet farve. Han havde trukket rullegardinet ti centimeter op, og udenfor lå en frossen sø, hvid og flad, og bag den en ås, hvor solen lige var ved at bryde igennem granerne. Himlen var lyserød og gylden. Hun lå med kinden mod hans bryst og mærkede ham trække vejret.
– Vi er der næsten, sagde han. Fyrre minutter.
– Hvor mange millimeter er vi kørt opad?
– Ikke en eneste, man kan måle. Men det føles sådan.
Hun kravlede ud af sengen, trak toppen over hovedet og skyllede Tango X under hanen ved håndvasken med lidt af sæben fra hans toilettaske, tørrede den omhyggeligt af i et rent håndklæde og holdt så begge knapper inde, til den pulserede to gange i hånden. Han kiggede på hende fra køjen med håret stående til alle sider.
– Du låser den igen.
– Man ved aldrig, hvem man deler kupé med.
Hun lagde den i toilettasken sammen med den lille flaske, og da hun vendte sig om, holdt han noget frem i hånden. Stenen. Grå og hvid og stribet, på størrelse med et hønseæg, slidt af noget, der var sket for alt for længe siden til, at nogen kunne huske det.
– Gnejs, sagde han. Den var her, før der var noget her. Jeg tænkte, at den kunne få lov at ligge i violinkassen. Hvis Viola ikke har noget imod det.
Hun vejede den i hånden. Den var varm, for han havde holdt den et stykke tid.
Hun åbnede sin taske, tog programmet til aftenens koncert frem og en billet, som orkestret havde givet hende til en ven, hun ikke havde nogen at invitere. Anden række, yderst i venstre side. Hun skrev sit nummer på bagsiden og lagde den i hans hånd, hvor stenen lige havde ligget.
– Derfra kan man se venstre hånd, sagde hun. Fingerspidserne.
– Kvartsen.
– Kvartsen.
Toget bremsede op mod en perron fuld af sne og mennesker i tykke jakker. Hun løftede Viola ned fra den øverste køje, og da hun gik ud i gangen, vendte hun sig om i døren. Han sad stadig på køjen med billetten i hånden og så på hende, som om han allerede talte timerne.
Novelle · Par
Louise og Jesper har været sammen i fjorten år og har stadig lettere ved at grine i sengen end næsten nogen, de kender. I aften skal de åbne pakken, de købte sammen for tre uger siden.
Novelle · Par
Sofie og Mikkel har været sammen i ni år og ved næsten alt om hinanden. Næsten. En middag i en fremmed by, en lille magnet under kjolen og et ord, der betyder stop.
Novelle · Solo
Ni år sluttede, uden at nogen gjorde noget forkert. Nu har Julie en lejlighed, der lugter af maling, en figen, der protesterer, og en pakke, der venter på køkkenbordet, mens regnen pisker mod ruden.
